Serier

OW Bunker tryllede kontroversielle tal væk med kreativ bogføring

Renteindtægter fra OW Bunkers problemkunde nr. 1 i Singapore forsvandt fra regnskabet. Professor vurderer, at manøvren var ulovlig.

Skandalen i OW Bunker
Det var næppe lovligt, da OW Bunker i oktober ændrede regnskabsprincipper og dermed gjorde det sværere at identificere koncernens renteindtægter. Det vurderer professor i regnskabsvæsen Frank Thingaard fra Aarhus Universitet.

Kort inden sin konkurs brugte OW Bunker en særdeles tvivlsom manøvre til at få en problematisk post i regnskabet til at forsvinde.

Posten afslørede stærkt stigende rentebetalinger fra de kunder, der havde fået lange kreditter. Det var netop en sådan kredit, der var den ene af to hovedforklaringer på OW Bunkers kollaps.

Uden nogen nærmere forklaring ændrede OW Bunker på sine regnskabsprincipper, da selskabet offentliggjorde regnskabet for 3. kvartal den 23. oktober 2014. Manøvren betød, at kundernes rentebetalinger nu blev indregnet i bruttoavancen, og ikke - som hidtil – som finansielle indtægter i resultatopgørelsen. Dermed forsvandt posten ind i en langt bredere post, hvor den samtidig kunne være med til at pynte på virksomhedens nøgletal.

Men jeg kan ikke se, hvordan det skal være tilfældet i denne situation. OW Bunker gør noget, som, mener jeg, ikke er i overensstemmelse med standarden

Frank Thinggaard, professor i eksternt regnskab på Aarhus Universitet

Men manøvren var formentlig slet ikke lovlig, vurderer professor i eksternt regnskab på Aarhus Universitet Frank Thinggaard. Børsnoterede virksomheder skal nemlig aflægge regnskab efter den internationale standard IFRS, og ifølge den skal renteindtægter fra kreditgivning optræde som finansielle indtægter. Man kan godt ændre praksis, men det kræver, at IFRS tillader metoden, og at den giver et mere retvisende billede.

»Men jeg kan ikke se, hvordan det skal være tilfældet i denne situation. OW Bunker gør noget, som, mener jeg, ikke er i overensstemmelse med standarden,« siger Frank Thinggaard.

Hverken den tidligere CEO Jim Pedersen eller bestyrelsen har kommentarer til manøvren, der ifølge Finans' oplysninger ikke har været godkendt af OW Bunkers revisionsfirma, Deloitte.

Ifølge advokat Arvid Andersen kom størstedelen af rentebetalingerne fra én kunde: Tankoil i Singapore. OW Bunker menes at have tabt 125 mio. dollars alene på Tankoil. Den tidligere ledelse hævder, at det singaporeanske datterselskab Dynamic Oil Trading (DOT) har givet kreditten i hemmelighed, men det bestrides af DOT-ledelsen gennem Arvid Andersen. Han ser netop rentebetalingerne som et vægtigt bevis for, at OW Bunker i Nørresundby ikke kan have været uvidende om den enorme kredit.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Top job