Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kuratorer kræver 100 mio. kr. i erstatning fra krakket entreprenør

Kuratorer og de største kreditorer stævner den tidligere ledelse af det konkursramte Brødrene A. & B. Andersen Entreprenører og Ingeniører samt firmaets tidligere revisor for 100 mio. kr.

Konkursboet efter Brødrene A. & B. Andersen Entreprenører & Ingeniører er endnu ikke opgjort. Det afventer afgørelsen af enkelte retssager, heriblandt søgsmålet mod den tidligere ledelse og revisor. Arkivfoto: Colourbox

Kollapset i et næsten hundrede år gammelt entreprenørfirma, der op til konkursen var blandt Danmarks største, får nu et omfattende retligt efterspil.

Det er den tidligere ledelse af det konkursramte Brødrene A. & B. Andersen, der bliver sagsøgt for 100 mio. kr.

Søgsmålet kommer fra konkursboets kuratorer i samarbejde med firmaets tidligere bankforbindelse Spar Nord samt to garantiselskaber.

»Vi har gennemgået selve ledelsen af selskabet, og det er på baggrund af de undersøgelser, at vi mener, at der er handlet ansvarspådragende. Det er den generelle ledelse og navnlig den regnskabsmæssige styring af selskabet i 2010 og 2011, som vi mener ikke har været tilstrækkelig,« siger Preben Jakobsen, advokat i Kromann Reumert, som sammen med Holst Advokater er udpeget som kurator for boet efter virksomheden, der gik konkurs i efteråret 2011.

Brødrene A. & B. Andersen Entreprenører & Ingeniører
  • Entreprenørvirksomheden Brødrene A. & B. Andersen, hvis historie går tilbage til 1922, gik konkurs 26. oktober 2011.
  • Virksomheden beskæftigede ifølge det senest offentliggjorte regnskab fra 2009/10 gennemsnitligt 151 medarbejdere og omsatte for knap 600 mio. kr.
  • Partner Henrik Steen Jensen fra Holst Advokater og Søren Aamann Jensen, partner i Kromann Reumert, er kuratorer for konkursboet. Ifølge den seneste cirkulæreskrivelse til kreditorerne er der i alt aktiver i boet for knap 23 mio. kr., mens de anmeldte krav i alt beløber sig til ca. 773 mio. kr.

Kuratoren vil ikke gå nærmere i detaljer om sagens omstændigheder, men Finans erfarer fra flere kilder, at et af sagens omdrejningspunkter er, hvorvidt Brødrene A. & B. Andersen har været for optimistiske i deres opgørelser af igangværende arbejder - altså om ledelsen har set alt for rosenrødt på de opgørelser, der har dannet grundlag for at få ny kredit og garantistillelser.

Der er tale om et samlet krav mod den tidligere bestyrelse, topdirektion i form af den adm. direktør og økonomidirektør samt den tidligere revisor, Haamann statsautoriserede revisorer.

Tidligere adm. direktør og ejer af Brødrene A. & B. Andersen, Michael Kousted, henviser til sin advokat, partner Søren Lundsgaard fra Lundsgaard & Partnere, som også repræsenterer den tidligere bestyrelsesformand og tidligere økonomidirektør i sagen.

»Vi mener ikke, der er noget at bebrejde mine klienter. De har gjort, hvad de skulle og kunne i situationen,« siger Søren Lundsgaard og tilføjer, at de i svarskriftet forsøger at tilbagevise de antagelser og misforståelser, der er fremhævet vedrørende opgørelse af igangværende arbejder.

Ingen af de øvrige stævnede har ønsket at kommentere sagen nærmere, bortset fra advokat Michael Havemann, der repræsenterer bestyrelsesmedlemmet Niels Dahl-Sørensen, som han påstår frifindelse af.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Top job