Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Konkursramt luksusbager tjener atter penge

Bagerkæden Emmerys har for første gang i flere år en bundlinje, der ikke blinker rødt.

En række magre år med underskud og konkurs er nu afløst af et magert overskud hos bagerkæden Emmerys.

Den økologiske bager- og cafekæde Emmerys er atter oven på efter konkursen for tre år siden. Siden 2011 har virksomheden været igennem en genopretning, der nu betyder, at kædens nye ejere kan sætte et flueben ud for projekt overlevelse.

I regnskabsåret 2013/2014 hiver man lige akkurat et resultat hjem på 1,3 mio. kr. efter skat. Det er beskedent, og også mindre end de 3 mio. kr., man over for Fødevarewatch.dk i foråret proklamerede, at man ville opnå, men ikke desto mindre så er det klar fremgang i forhold til underskuddene på 10 og 3 mio. kr. i de to forgangne år.

Det skyldes bl.a., at man har haft held til at øge omsætningen, men kigger man på selve driften, er den også kraftigt forbedret, idet det kun var lige over nul for et regnskabsår siden, mens det nu er forbedret til 5,7 mio. kr.

Emmerys
  • Emmerys har 28 butikker, 22 i hovedstadsområdet og seks i Aarhus.
  • Bageri- og cafekædens koncept er at satse 100 pct. på økologi.
  • Butikkernes brød, kager og andre produkter leveres fra virksomhedens to centrale bagerier.
  • Emmerys gik konkurs i 2011, men en treårig turnaround fik reddet resterne af virksomheden og nu er den lønsom igen.
  • I 2011/12 tabte Emmerys 10 mio. kr., året efter 3 mio. kr., og nu tjener man så 1,3 mio. kr.

Adm. direktør Christian Wounlund er en glad mand:

»Emmerys er midt i en spændende udvikling, hvor vi blandt andet forenkler processer og fokuserer på den grundlæggende forretningsmodel med de helt fundamentale kerneværdier: Økologi og kvalitet. Økologi og kvalitet har altid og vil altid være drivkraften bag Emmerys' succes,« lyder hans opskrift.

Emmerys oplyser, at restruktureringsprocessen er afsluttet, men at man fortsat arbejder med en række løbende projekter for at få lønsomheden yderligere i vejret. Bl.a. udbygger og opgraderer man sit net af butikker. Både i form af deciderede nye butikker og inventar og indretning i de eksisterende.

Det er planen, at det skal give effekt på afkastet i regnskabsåret 2014/15. Christian Wounlund siger i regnskabsmeddelelsen, at det har givet pote at satse på sandwich, økologisk kaffe kombineret med flere siddepladser og gratis wi-fi.

Og så er der en nyhed på vej i 2015, hvor Emmerys introducerer et nyt brødkoncept, som man forventer vil skubbe på væksten i gunstig retning.

Indtil videre ser det ud til, at regnskabsåret 2014/15 forsætter de positive regnskabstakter med uformindsket styrke, oplyser Emmerys.

Det betyder, at driftsresultatet igen vil forbedres, ligesom nettoresultatet også er positivt, når næste årsregnskab afsluttes, hvis alt fortsætter som nu.

Læs også