Erhverv
0

Skjult milliardregning til elkunder i vindeventyr

Elkunder betaler skjulte milliardbeløb til nye havmølleparker. Alene tilslutningen af havmølleparken Kriegers Flak vil koste 3,5 mia. kr. betalt uden om PSO-afgiften, og det slører de samlede udgifter ved det danske vindeventyr, lyder kritikken.

Tilskutningen af havmølleparker til elnettet betales ikke af ejerne af parkerne som f.eks. Dong Energy. I stedet hænger elkunderne på regningen. Foto: Søren Kjeldgaard.

Den grønne elafgift kostede sidste år virksomheder og elforbrugere 7,7 mia. kr. i støtte til især vindstrøm.

Men PSO-betalingen er langt fra den eneste regning, som det danske vindeventyr kaster af sig. Elkunderne hænger nemlig også på regningen, når nye havmølleparker kobles til elnettet.

Hvad går PSO-pengene til?
  • PSO står for Public Service Obligations. Afgiften dukkede første gang op i år 2000.
  • Den grønne elafgift – også kaldet PSO-afgift - går til betaling af elproduktion fra vindmøller, biomasseanlæg og decentrale kraftvarmeanlæg samt omkostninger til energiforsknings-, udviklings- og rådgivningsaktiviteter m.v., der finansieres over elprisen og opkræves direkte hos elkunderne.

Siden 2009 er der opført tre havmølleparker, mens to mere er på vej. Alene tilkoblingen af de fem havmølleparker vil koste virksomheder og elforbrugere 7,3 mia. kr., viser tal fra Energinet.dk.

Det er imidlertid ikke penge, som finansieres af PSO-betalingen. I stedet hentes pengene hjem via en særlig nettarif, og den fremgangsmåde møder hård kritik.

»Det er ikke rimeligt, at det på den måde sløres, hvad den grønne omstilling koster elkunderne,« siger Boe Carslund-Sørensen, formand for Sammensluttede Danske Energiforbrugere.

Men det er netop, hvad der sker, lyder det fra en af Danmarks mest erfarne energieksperter.

»Opdelingen er en politisk beslutning, der gør, at man ikke kan se, hvor dyr den grønne energi egentlig er,« siger Anders Houmøller, adm. direktør i Houmoller Consulting.

Artiklen fortsætter efter grafikken:

Klima- og energiordfører Villum Christensen (LA) ser opsplitningen som et forsøg på at snige en ekstraregning ind af bagdøren til elkunderne.

»Det kan ikke passe, at man skal være detektiv for at finde ud af, hvad der er op og ned i økonomien bag satsningen på mere vindenergi,« siger Villum Christensen.

Det er ikke rimeligt, at det på den måde sløres, hvad den grønne omstilling koster elkunderne.

Boe Carslund-Sørensen, formand for Sammensluttede Danske Energiforbrugere.

I Venstre er klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt klar til at ændre på reglerne.

»Opfører man f.eks. et biogasanlæg, betaler ejeren selv tilslutningsudgifterne. Derfor er det ikke rimeligt, som reglerne er i dag,« siger Lars Christian Lilleholt.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) mener til gengæld, at opdelingen af den grønne milliardregning er krystalklar.

»Jeg synes, at det er helt gennemskueligt. Det fremgår meget tydeligt, hvad der er hvad,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Tilslutningen af de kommende havmølleparker Horns Rev 3 og Kriegers Flak ventes samlet at koste elkunderne 5,1 mia. kr.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også