Serier

Seniorbølgen sender milliard-tsunami mod Danmark

Med specialer som medicin, medicinsk udstyr, fødevarer og blemateriale står Danmark suverænt placeret til at tjene på fremtidens ældreboom og mærker det allerede.

Den sølvgrå tsunami
Andelen af 65-årige og derover eksploderer i de kommende årtier, og det giver guldrandede indtjeningsmuligheer for dansk industri og dermed den danske økonomi. Foto: Colourbox

I de næste årtier vil klodens befolkning blive betydeligt mere gråhåret, og de mange flere ældre lever længere. Det, nogen har kaldt en ældrebyrde, bliver for dansk erhvervsliv en potentiel tsunami af milliarder af eksportkroner.

Danske virksomheder er specialister og i flere tilfælde verdensledende inden for de varegrupper, der bliver allermest rift om.

»Vi er førende inden for diabetes, inden for høreapparater, inden for medicinsk udstyr, så dansk industri står ganske fornuftigt i forhold til de store ældregenerationer, der kommer,« siger Jon Abakka, aktiestrateg i Handelsbanken.

Virksomhederne er begyndt at mærke de større ældregenerationer, men udviklingen forstærkes i de kommende år.

Artiklen fortsætter efter grafikken...

»Trenden med flere ældre er noget, vi har talt om længe og forholdt os til, og det er med til at drive markedsvæksten og vil gøre det fortsat,« siger Anders Holm, ansvarlig for den globale markedsføring af stomiprodukter i Coloplast. Selskabet er globalt dominerende inden for stomiposer og kontinensprodukter.

Novo Nordisk A/S sidder på omkring halvdelen af diabetesmarkedet, hvor hver fjerde ældre i USA har diabetes, så jo flere ældre, jo flere brugere af Novo Nordisks produkter.

De ældre myldrer frem

Den internationale organisation OECD har i de senere år gentagne gange sat fokus på de økonomiske udfordringer ved de store ældregenerationer.

  • I hele OECD-området udgør de plus 65-årige nu små 15 pct., men det vil stige til godt 25 pct. i 2050. Andelen af plus 80-årige vil vokse fra 3 pct. til 9,4 pct.
  • I USA vil andelen af plus 65-årige vokse fra 13 pct. til 20 pct., mens de plus 80-årige vil vokse fra 3,7 pct. til 7,4 pct. i 2050.
  • I Danmark udgør de plus 65-årige i øjeblikket små 17 pct., og det vil vokse til godt 25 pct. De plus 80-årige vil i 2050 udgøre 10,5 pct. mod nu godt 4 pct.

Kilde: OECD

Den danske høreapparatindustri sidder på omkring halvdelen af et verdensmarked, der støt vil vokse med ældregruppen.

Hos Fibertex Personal Care er udviklingen ved at skubbe til hele forretningens sammensætning. Selskabet laver det meste af materialet til bleer.

»I Europa er markedet ved at være mættet for børnebleer, måske er det endda svagt nedadgående sammen med børnetallet. Det at markedet for voksenbleer så samtidig er vokset, betyder, at vi har haft en lille vækst,« siger Morten Rise Hansen, udviklingschef i Fibertex Personal Care.

Økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet har ikke tal på, hvor meget ældreboomet vil betyde for dansk økonomi.

»Men vi har nogle virksomheder, som har produkter, hvor det ældre segment er en stor del af kundegruppen. I og med at ældre gruppen globalt bliver større, bør det jo klart være en fordel for dansk økonomi,« siger Torben M. Andersen.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Top job