Finans undersøger

Politi dropper sag om afpresning mod kendt forsvarer

Til gengæld efterforsker politiet stadig sag vedrørende mulig betaling af returkommission fra forsvarere i Abarissag.

Abaris-sagen på vrangen
Nordsjællands Politi har droppet sag om påstået afpresning af Peter Blinkenberg. Arkivfoto: Jesper Dall

Nordsjællands Politi dropper nu sigtelsen mod den tiltalte i Abarissagen, Olav Nielsen, for at have afpresset den kendte forsvarsadvokat Peter Blinkenberg. Forsvarsadvokaten blev sammen med to andre forsvarere tvunget af sagen, da det sidste efterår kom frem, at de havde indvilget i at betale penge til henholdsvis en tiltalt og et vidne i sagen.

Peter Blinkenberg fortalte, at han havde betalt 25.000 kr. til Olav Nielsen. Baggrunden var, at han følte sig afpresset af den tiltalte, som forlangte penge af ham. Først havde han fundet en død kat på sit dørtrin, og siden var hans datter blevet opsøgt af en ukendt mand på hendes skole. Oplevelsen opskræmte datteren og fik Blinkenberg til at føle, at hans families sikkerhed var i fare. Den sidste hændelse kædede Blinkenberg sammen med Olav Nielsen, der tidligere havde spurgt ind til, om han var glad for sin familie.

Men Nordsjællands Politi er nu kommet frem til, at der ikke er beviser for eksistensen af en sammenhæng mellem Olav Nielsen, den døde kat og besøget på datterens skole.

»Vi har fra starten været overbevist om, at politiet ville frafalde sigtelsen mod Olav Nielsen. Hele forløbet har været surrealistisk,« siger advokat Mette Grith Stage, der har repræsenteret Olav Nielsen i sagen.

Samtidig mener hun, at der er mange andre end de tiltalte, som har noget i klemme i sagen. Københavns Politi står for efterforskningen af den anden side af sagen, som handler om mulig betaling af returkommission fra forsvarere til involverede i sagen herunder Olav Aasted.

»Vi har ikke taget stilling. Alt omkring indsamling af materiale og dokumentation er i den indledende fase,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller, der lige pt. har sat det videre forløb på pause på grund af den ressourcekrævende efterforskning af den aktuelle terrorsag i København.

Syv tiltalte blev idømt tilsammen 24 års fængsel ved byretten i Næstved i sagen, hvor Abaris Ejendomme  blev stemplet som et rent svindelforetagende. Sagen blev anket til Østre Landsret, hvor der falder dom i maj.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også