Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Corydon tav om havmølleplaner under jagten på nye Dong-milliarder

Ifølge tidligere Dong-topchef Anders Eldrup var finansminister Bjarne Corydon (S) informeret om, at Dong kunne høste milliarder ved at udskille selskabets havvindaktiviteter i et separat selskab. Alligevel tav ministeren om muligheden, da Dong kom i akut pengenød. DF er forundret.

Finansminister Bjarne Corydon (S) tav overfor Folketingets finansudvalg om Dong-ledelsens planer for at skaffe frisk kapital ved at udskille havmølleforretningen.  Foto: Jens Dresling

Finansminister Bjarne Corydon (S) blev allerede i 2011 orienteret om, at Dong-ledelsen arbejdede på at skaffe milliarder til Dong-kassen ved at udskille koncernens havvindaktiviteter i et separat selskab, som danske pensionsselskaber så skulle investere i.

»Jeg var ikke til stede, men Schur (daværende Dong-formand Fritz Schur, red.) refererede, at han havde drøftet det med Finansministeriet,« siger daværende Ørsted A/S -chef Anders Eldrup i dag om forløbet.

Vi blev kun præsenteret for to muligheder: Enten skulle der skaffes fremmed kapital ved at sælge en bid af Dong, eller også skulle pengene populært sagt tages i statskassen.

Finansordfører René Christensen (DF)

Ifølge Eldrup ville en opsplitning af Dong-forretningen være en perfekt måde at skaffe frisk kapital, fordi flere pensionsselskaber allerede havde vist store interesse for at investere milliarder i især havmølleparker.

Direkte adspurgt bekræfter Bjarne Corydons pressekontor, at finansministeren kendte til Eldrups vindmølleplaner også kaldet ”Project Red”.

»Finansministeren blev orienteret om ”Project Red” i slutningen af 2011,« oplyser Finansministeriet over for Finans.

De nye oplysninger undrer Dansk Folkeparti.

Da partierne bag energiforliget blev indkaldt til krisemøde i februar 2013, fordi Dong akut manglende 6-8 mia. kr., blev en udskillelse af vindmølleforretningen overhovedet ikke nævnt som en mulighed.

»Vi blev kun præsenteret for to muligheder: Enten skulle der skaffes fremmed kapital ved at sælge en bid af Dong, eller også skulle pengene populært sagt tages i statskassen,« siger finansordfører René Christensen (DF).

Han afviser samtidig, at forligspartierne på noget tidspunkt i jagten på nye milliarder til Dong er blevet oplyst om ”Project Red”.

»Det kan jeg med 100 pct.s sikkerhed sige, at vi ikke er blevet,« siger René Christensen.

Eldrup-sagen
  • Anders Eldrup blev ud af det blå fyret som Dong-chef den 12. marts 2012.
  • Fyringsgrunden blev forklaret med illoyalitet over for bestyrelsen, fordi Eldrup ikke havde fortalt Dong-bestyrelsen og formand Fritz Schur om fire gyldne lønkontrakter.
  • Fyringen fik Eldrup til at anlægge en voldgiftssag, som han vandt i september 2013.
  • Sejren sikrede ham 8,7 mio. kr. i efterbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, ligesom en enig voldgift slog fast, at Eldrup ikke havde misligholdt sin stilling.
  • Mens Eldrup var fortid i Dong, fortsatte Fritz Schur som Dong-formand frem til marts 2014.

Dansk Folkeparti har senest klaget til Folketingets ledelse, præsidiet, over, at Bjarne Corydon ikke vil give alle oplysninger om Dong-salget til Folketingets finansudvalg.

DF og Enhedslisten har tidligere haft finansministeren i flere samråd om pengejagten i Dong. Alligevel fortsætter der med at dukke nye oplysninger frem om forløbet, der endte med et omdiskuteret salg af 17,9 pct. af Dong til amerikanske Goldman Sachs for 8,0 mia. kr.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

BRANCHENYT
Læs også