Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Eks-direktør anklager reklamegiganter for kartelplaner

En tidligere direktør anklager reklameselskaberne Clear Channel og JCDecaux for kartelplaner. Konkurrencemyndigheder undersøger netop nu selskaberne.

Clear Channel og JCDecaux køber retten til at reklamere på f.eks. gader og i busser og tog, og sælger så annoncepladsen til annoncører. JCDecaux har aftale om reklameretten med Københavns Kommune. Foto: Niels Hougaard

En tidligere reklame-topchef anklager sin forhenværende arbejdsgiver og selskabets største konkurrent for kartelplaner på markedet for udendørsreklamer i Danmark.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er netop nu i gang med en omfattende undersøgelse af selskaberne Clear Channel og JCDecaux, der formodes at have planlagt markedsopdeling og koordinering af tilbud.

Det er Clear Channels tidligere CEO, Henrik Sørensen og hans nye virksomhed Out of Home Media, der har står bag de informationer, der i april foranledigede, at styrelsen tog på uanmeldt kontrolbesøg hos selskaberne i Danmark og Clear Channels kontor i Sverige.

Det viser dokumenter fra Konkurrencestyrelsen i sagen og fra den svenske domstol, som Finans har set.

Selv om vi ”kun” har en formodning i den her sag, prøver vi at have en ret stor grad af baggrund for at gennemføre kontrol,

Jens Larsen Underbjerg, souschef, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

De to virksomheder sælger reklameplads på bl.a. busser og togstationer og er klart dominerende på markedet.

Ifølge dokumenterne rykkede konkurrencestyrelsen ud på en formodning om markedsopdeling og tilbudskoordinering og desuden misbrug af markedsposition for at presse Out of Home Media ud af markedet.

Henrik Sørensen, der i  2012 blev fyret efter 12 år som adm. direktør, har også tidligere anklaget Clear Channel for kartelplaner.

Clear Channel og JCDecaux

AFA JCDecaux

  • Har aftaler med bl.a. DSB, Aarhus Kommune og Odense Kommune.
  • Ejet af Franske JCDecaux, der med en omsætning på ca. 21 mia. kr. er verdens største outdoor-bureau.
  • Dansk direktør: Anders Axelsen

Clear Channel

  • har aftaler med bl.a. metroen i København, Dansk Supermarked og Horsens Kommune.
  • Internationale Clear Channel blev i 2008 opkøbt af Thomas H. Lee Partners og Bain Capital og skiftede navn til iHeartMedia.
  • Dansk direktør: Jens Stener Pedersen

I en retsstrid med selskabet i 2014 hævdede han i byretten, at Clear Channel planlagde at dele markedet med JCDecaux. Ifølge Henrik Sørensen blev han fyret, fordi han ikke ville medvirke til den plan. Det afviste Clear Channels nordiske chef, der forklarede, at der blot havde været »interne drøftelser« om at bytte kunder inden for lovens rammer.

Er der hold i anklagerne om markedsopdeling, er det hamrende ulovligt, understreger Christian Bergqvist, lektor i konkurrenceret ved Københavns Universitet.

Styrelsen må have noget, som ser dybt underligt ud, men som ikke er en rygende pistol

Christian Bergqvist, lektor, Københavns Universitet

»Styrelsen må have noget, som ser dybt underligt ud, men som ikke er en rygende pistol. Det virker rigtigt fornuftigt at starte en undersøgelse op,« siger han.

Hvilke oplysninger, der præcist ligger bag undersøgelsen, kan Jens Larsen Underbjerg, souschef i Center for efterforskning og karteller i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, ikke kommentere. Han understreger, at kontrolbesøg altid bygger på en formodning. Har styrelsen en reel mistanke, sendes sagen nemlig videre til politiet.

»Selv om vi ”kun” har en formodning i denne sag, prøver vi at have en ret stor grad af baggrund for at gennemføre kontrol,« siger han.

Hverken Henrik Sørensen eller JCDecaux vil kommentere sagen. Clear Channel oplyser, at selskabet »fortsætter med at samarbejde med konkurrencemyndighederne.«

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

BRANCHENYT
Læs også