Gammel Erhverv

Samlebåndene snurrer hurtigere i Syddanmark

35 ud af de 50 største selskaber i den syddanske region havde vækst i salget det seneste år. Det stiller nye krav til virksomhederne, som må arbejde tæt sammen for at trække nye ansatte til egnen.

En af vækstvirksomhederne i den syddanske region er Viking Life-Saving Equiptment A/S i Esbjerg, der har op mod 2.000 ansatte i koncernen.

Tempoet er atter højt hos erhvervslivet i Region Syddanmark. Faktisk så højt, at flere virksomheder og organisationer nu taler højt om bekymring for mangel på kvalificeret arbejdskraft den kommende periode.

Syddanmark, som i denne sammenhæng omfatter både Fyn samt Syd- og Sønderjylland, er kendetegnet ved en lille gruppe meget store virksomheder - med bl.a. Dong, Lego og Danfoss i spidsen, samt en stor underskov af mellemstore firmaer.

Tendens
  • Den syddanske region bliver som helhed i høj grad påvirket af udviklingen i de største virksomheder.
  • Omsætningen blandt de 50 største virksomheder er steget med 3,3 pct. til 325 mia. kr.
  • Uden Dong Energy, som har offciel koncernadresse i regionenr, og Lego var omsætningsvæksten på 4 pct.
  • Målt i det primære driftsresultat er det samlet vokset med 16,5 pct., når Dong og Lego inkluderes, men er faldet 9,8 pct,. når de ikke er med.
  • Medarbejderantallet er vokset i 31 af virksomhederne i analysen i 2014. Samlet har de 50 virksomheder 97.903 medarbejdere.
  • Antallet af konkurser varierer i Region Syddanmark men ligger generelt på niveau med samme periode i 2013/2014. Region Syddanmark ligger i midten blandt de danske regioner målt på antallet af konkurser over det sidste år.
Kilde: Dansk Aktieanalyse

En ny analyse over de 50 største virksomheder i regionen, som Dansk Aktie Analyse har lavet for Finans, viser, at omsætningen samlet er steget med 3,3 pct. i det seneste offentliggjorte regnskabsår.

Tallene viser også, at 35 af virksomhederne havde vækst det seneste år, og derfor vurderer Dansk Aktie Analyse, at væksten er bredt funderet uden at være relateret til specifikke brancher. Samme opfattelse har Jacob Stengaard Madsen, som er direktør for Regional Udvikling i Region Syddanmark.

»Der er ingen tvivl om, at hjulene atter ruller i et stabilt og sikkert tempo hos store dele af erhvervslivet i regionen.«

Danfoss topper
  • Danfoss-koncernen med hovedsæde i Nordborg på Als har med 24.117 flest medarbejdere i den syddanske region.
  • Koncernen er efterfulgt af Ecco, som har en medarbejderstab på 20.566 ansatte.

Den seneste kvartalsanalyse fra regionen om konjunkturerne i virksomhederne viser, at forventninger om flere ordrer og stigende forbrug trækker optimismen op blandt de udspurgte.

Men samtidig er der også en betydelig bekymring over, at et højere tempo vil udløse endnu hårdere kamp om at sikre sig kvalificeret arbejdskraft.

»Der er i dele af regionen behov for flere højtuddannede - bl.a. ingeniører og faglærte. Det kan være en barriere for væksten,« mener Jacob Stengaard Madsen.

Bedste forrentning
  • Blandt de 50 største virksomheder i den syddanske region har Lego - ifølge Dansk Aktie Analyse - den højeste forrentning af egenkapitalen med 63 pct.
  • Efterfulgt af T. Hansen og Triplenine med hhv. 44 pct. og 42 pct.

For at styrke netop virksomhedernes tiltrækningskraft er der i Syddanmark etableret organisationen 'Work-live-stay southern Denmark' med både kommuner og virksomheder som medlemmer. Her arbejder eksempelvis store koncerner som bl.a. Lego, Danfoss og Ecco sammen om at profilere regionens samlede erhvervs- og jobmuligheder.

»Målet er i fællesskab både at tiltrække og fastholde medarbejdere. Både danske og udenlandske. I mange tilfælde må virksomhederne søge mod udlandet for at få jobs besat, og det er vigtigt, at der let kan skabes enkle løsninger for bosætning,« mener direktør Merete Woltmann fra Work-live-stay. Hun fortsætter:

»En anden opgave er job til ægtefællen, når den ene part kommer til en virksomhed. Men vi arbejder også med at påvirke regering og myndigheder, så opgaverne spænder vidt fra makro til mikro.«

TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

BRANCHENYT
Læs også