Erhverv
0

Venstre fastholder grøn milliardregning til elkunder

Elkunderne står til at betale historisk høje 7,1 mia. kr. i grøn elafgift i 2015. Den nye klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) har tidligere kritiseret den grønne milliardregning skarpt. Nu lyder der nye toner.

Venstres nye klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt har ikke tænkt sig at pille ved virksomheder og elkunders årlige milliardregning for den grønne omstilling. Foto: Kaare Smith

Venstre freder nu den grønne energiaftale fra 2012, som partiet ellers har kritiseret indædt for at være både dyr og skadelig for erhvervslivets konkurrenceevne.

Kritikken fik sidste år Venstre til sammen med de øvrige borgerlige partier at kræve en genforhandling af energiaftalen.

Her og nu er der ikke brug for at ændre på aftalen.

Klima-, forsynings- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V)

Alligevel afviser den nye klima-, forsynings- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) nu at røre ved energiaftalen.

»Her og nu er der ikke brug for at ændre på aftalen,« siger Lars Christian Lilleholt.

Ministeren forklarer den nye kurs med, at størstedelen af energiaftalen, som løber til 2020, allerede er gennemført eller på vej til at blive det, hvorfor han har svært ved at se behovet for en genforhandling.

Venstres kovending kritiseres af Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE). Foreningen tæller mange af Danmarks mest energitunge virksomheder, som alle kender til årlige PSO-regninger i millionklassen.

»Det er bestemt ikke tilfredsstillende i en situation, hvor vi kæmper med udenlandske konkurrenter om hver eneste ordre,« siger FSE-formand Steen Vohlander.

Den liberale tænketank Cepos er forundret over de nye toner fra Venstre. Især fordi den grønne elafgift – kaldet PSO-afgift – ventes at koste elkunderne historisk høje 7,1 mia. kr. i indeværende år.

»Intet tyder på, at energiaftalen bliver billigere end forventet i 2012, så der er helt klart basis for en genforhandling af energiaftalen,« siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos.

Intet tyder på, at energiaftalen bliver billigere end forventet i 2012, så der er helt klart basis for en genforhandling af energiaftalen.

Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos

Mens kritikerne undrer sig, er Socialdemokraterne tilfredse med de nye toner fra Venstre.

»Det er ekstremt vigtigt, at der er stabilitet på energiområdet. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at Venstre nu siger, at man holder fast i den aftale, vi har lavet,« siger klima- og energiforfører Jens Joel (S).

Energiaftale
  • Det var et samlet folketing, der i marts 2012 indgik, hvad daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) kaldte en historisk aftale.
  • Kun Liberal Alliance står uden for energiforliget.
  • Aftalen baner vejen for et endegyldigt farvel til brug af kul, gas og olie i 2050.
  • Første skridt er en massiv udbygning med vindkraft frem mod 2020, og i 2035 skal al el og varme komme fra grønne energikilder som sol, vind og biobrændsler.
  • Den nuværende energiaftale løber fra 2012 til 2020.

Da energiaftalen blev indgået i marts 2012, var meldingen fra partierne bag aftalen, at udbygningen med bl.a. mere vindkraft ville udløse en PSO-regning til elkunderne i 2014 og 2015 på i alt 8,5 mia. kr.

Nu viser nye tal fra Energinet.dk, at regningen er vokset til 14,0 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også