Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sun Lolly's ejer skruer op for ekspansionsplanerne

Co-Ro holding, der blandt andet ejer varemærkerne Sun Lolly og Sunquick, tjener mange penge på at sælge sine frys-selv is og levere koncentrat til sine fabrikker flere steder i verden. Nu skal forretningen udvides både i Danmark og på verdensplan.

Co-Ro er klar til at skrue op for investeringerne efter endnu et fremragende regnskabsår med høj indtjening. pr-foto

Co-Ro holding, der sælger på mere end 100 markeder og er en af verdens førende leverandører af frugtbaserede læskedrikkoncentrater har ekspansionsplaner.

Der skal åbnes et regionskontor i Dubai, og produktionen i Kina og Malaysia skal udvides. I Frederikssund skal der sættes flere produktionslinjer ind. Og virksomheden ejer allerede nabogrunden, hvor der om nogle år efter al sandsynlighed skal udvides med nye fabriksbygninger.

Der er i det hele taget sat turbo på udviklingen hos Co-Ro, der i Danmark er bedst kendt for sine frys-selv is Sun Lolly og koncentrerede læskedrikke som Sunquick, Suntop, Suncola og forskellige juicer.

Co-Ro
  • Selskabet har mere end 700 ansatte globalt. Herunder 400 i Kina. Ca. 300 er ansat på hovedfabrikken og -kontoret i Frederikssund.
  • De største markeder er Mellemøsten, Kina og Malaysia. Foruden selvfølgelig Danmark og de nordiske lande.
  • I højsæsonen - op til sommeren og ramadan - kører fabrikken non-stop med at få produceret til lager.
  • Den koncentrerede frugtdrik sendes kloden rundt i store beholdere, der herefter forarbejdes på Co-Ros's egen fabrikker eller i joint venture-samarbejder.
  • Co-Ro's produkter sælges dagligt i over 100 lande, og på flere markeder er selskabet markedsledere. Produktionen fordeler sig over 11 lande med hovedproduktion i Danmark.
  • Selskabet er 100 pct. ejet af Co-Ro Fonden, der er en erhvervsdrivende fond.
  • Co-Ro A/S blev grundlagt i 1942 i Danmark af de to brødre Jep og Flemming Petersen.

Alle disse varemærker ejes under paraplyen Co-Ro, der i sidste regnskabsår omsatte for 1,7 mia. kr. og lavede et resultat før skat på 243 mio. kr. med sine i alt 1000 medarbejdere på verdensplan. Det er en af Frederikssunds største arbejdspladser med over 300 ansatte.

»Vi har haft en støt og god forretning med en gennemsnitlig stigning i omsætningen de seneste år på 5-8 pct. Det er bedre end markedet inden for koncentrerede læskedrikkede. Vores bruttoresultat er gået meget frem siden 2010, men nu vil vi gerne tage endnu et skridt opad. Derfor satser vi i de kommende år hårdere i de lande, hvor vi allerede er, og vi vil også gå mere ind i Europa end i dag,« siger koncernchef Søren Holm Jensen fra Co-Ro.

Forretningsmodellen er skruet sådan sammen, så man på fabrikken i Frederikssund dels forarbejder frugt til koncentrat som sendes til videreforarbejdning i Mellemøsten, Kina og Malaysia. Og dels en egentlig produktion af læskedrikke og frys-selv is til nærmarkederne i Danmark, Skandinavien og Nordeuropa.

Co-Ro styrke er, at man formår at sende koncentratet til eksempelvis Saudi-Arabien, uden at det forringer produktet. Og derefter kan man sammen med sin mangeårige saudiske partner blande koncentratet til forskellige drikkevarianter og emballere det til det egentlige salg. Den model giver store besparelser på logistiksiden og sikrer en ensartet kvalitet.

»Jeg vil ikke komme med finansielle mål for de kommende år, men det er klart planen, at vi skal vokse mere end i de foregående år. Det skal helt sikkert være ved hjælp af organisk vækst, hvor vi får flere af vores produkter ind på flere markeder, men det kan også ske gennem opkøb,« siger Søren Holm Jensen.

Co-Ro er fondsejet og er dermed ikke til salg. Soliditetsgraden er helt oppe på over 70, og der er mere end 700 mio. kr. til potentielle opkøb, udvidelser og markedsføringssatsninger. Egenkapitalen er på 1,2 mia. kr., og virksomheden er stort set gældfri.

Selv om bruttoresultatet er vokset støt de seneste år, så faldt overskuddet før finansielle poster i 2014 marginalt.

»Det skyldes, at vi sidste år investerede rigtig mange penge i markedsføring, og det vil vi få glæde af i år, så det var helt bevidst. Og det vil vi også gøre i år. Men jeg er ikke i tvivl om, at vores overskud før og efter skat vil blive bedre i 2015 end i 2014,« siger Søren Holm Jensen.

Søren Holm Jensen satte sig i chefstolen i april og har en lang fortid hos Carlsberg. Han har været chef for Carlsberg i både Hongkong og Malaysia og var senest med i topledelsen af Carlsberg Vesteuropa. Det er de senere års mest succesrige region for Carlsberg.

I modsætning til produkterne fra Carlsberg skal Co-Ro ikke kæmpe mod den stigende tendens som drejer forbrugernes vaner over mod mere sunde drikke.

»Man kan sige, at vi er begunstiget af en trend mod mere naturlige ingredienser, fokusering på sundhed og non-alcoholic drikkevarer. Desuden er vores marked præget af lav konsolidering på verdensplan. Mindre producenter og private labels sidder på omkring 70 pct. af markedet inden for juicedrikke,« siger Søren Holm Jensen.

Co-Ro Holding (mio. kr.)20142013
Omsætning1.6711.630
Overskud for skat244217
Overskud efter skat158137
Egenkapital1.2241.049
Antal ansatte997957
BRANCHENYT
Læs også