Erhverv
0

Venstre er klar til et skifergaseventyr

Modsat sin forgænger er Venstres nye klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt fortaler for at udvinde skifergas fra den danske undergrund. Alt andet vil være uansvarligt, lyder meldingen.

Lars Christian Lilleholt (V), ny klima-, forsynings- og energiminister, har endnu ikke taget stilling til, om der skal udstedes nye tilladelser til udvinding af skifergas. Foto: Kaare Smith

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) er varm fortaler for, at der skal hentes al den skifergas op fra den danske undergrund, som de miljømæssige hensyn overhovedet tillader.

»Hvis det viser sig, at det kan lade sig gøre at udvinde skifergas miljømæssigt forsvarligt, vil det være uansvarligt overfor kommende generationer, hvis vi ikke udnytter skifergassen i den danske undergrund,« siger Lars Christian Lilleholt.

Meldingen fra ministeren betyder, at han ikke udelukker muligheden for at udstede nye licenser, og det er dårligt nyt

Tarjei Haaland, energi- og klimamedarbejder i Greenpeace

Med meldingen er den nye minister på direkte kollisionskurs med sin forgænger klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), der i april meddelte, at det var slut med nye tilladelser til udvinding af skifergas.

Miljøorganisationen Greenpeace er bekymret over Venstres skifergas-kurs.

»Meldingen fra ministeren betyder, at han ikke udelukker muligheden for at udstede nye licenser, og det er dårligt nyt,« siger Tarjei Haaland, energi- og klimamedarbejder i Greenpeace.

Artiklen fortsætter efter grafikken...

I 2010 blev der udstedt to tilladelser til udvinding af skifergas i henholdsvis Nordjylland og Nordsjælland. Siden har franske Total indledt en prøveboring i Nordjylland, mens man har returneret den sjællandske licens.

Greenpeace så gerne, at et politisk flertal også inddrager den nordjyske tilladelse fulgt af et totalt stop for planer om et dansk skifergaseventyr. Ingen af delene er Venstres kop te.

»Nu er vi i gang i Nordjylland, og den aftale lever vi op til. Om der skal gives nye tilladelser? Det har vi ikke taget stilling til,« siger Lars Christian Lilleholt.

Skifergas
  • Skifergas er en naturgas, der udvindes fra sort skifer, som findes dybt nede i den danske undergrund.
  • I Nordjylland har geologiske undersøgelser påvist forekomster af den særlige, sorte skifer, også kaldet alunskifer, flere kilometer under overfladen. Det kan betyde, at der findes naturgas.
  • Gassen findes mellem skiferlagene og udvindes via den omdiskuterede fracking-metode.
  • Metoden indebærer, at der pumpes vand, sand, salt og kemikalier ned i undergrunden, så skiferen revner, og gassen kan pumpes ud.
  • Efterfølgende bliver vand og kemikalier så pumpet op igen.

Foruden De Radikale har SF og Enhedslisten også erklæret sin modvilje mod et dansk skifergaseventyr. Det samme har Alternativet, der ønsker et totalt skifergas-forbud.

»Vi skal slet ikke bruge kræfter på at udvinde skifergas. Vi skal i stedet satse på vedvarende energi,« siger politisk ordfører Rasmus Nordqvist (AL).

Her og nu vil Lars Christian Lilleholt afvente resultatet af en større undersøgelse af erfaringerne omkring udvinding af skifergas i både Danmark og internationalt.

»Det arbejde er sat i gang, og så vil vi se på de erfaringer,« siger klima- og energiministeren.

BRANCHENYT
Læs også