Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lars Rasmussen tjener styrtende på aktieoptioner i Coloplast

Lars Rasmussen har tjent 133 mio. kr. på at udnytte aktieoptioner som adm. direktør i medicoselskabet Coloplast. Velfortjent efter kursfest, mener analytikere.

Lars Rasmussen tjener 10 mio. kr. om året som øverste chef i medicovirksomheden Coloplast. Dertil kommer et aktieoptionsprogram, som har indbragt ham 133 mio. kr., siden han kom til tops.

Topchef Lars Rasmussen har tjent svimlende summer på at stå i spidsen for Coloplast A/S .

Det viser en optælling, som Finans har foretaget på baggrund af meddelelser fra selskabet.

Siden han kom til tops i C20-selskabet, har Lars Rasmussen tjent 133 mio. kr. på at udnytte aktieoptioner.

»Han har skabt en enorm værdi for aktionærerne, og det bliver reflekteret i hans aflønning,« siger Niels Leth, aktieanalysechef i investeringsbanken Carnegie.

Aktionærer og ledelse er i samme båd. Det er det, aktionærerne elsker

Niels Leth, aktieanalysechef, Carnegie

Samme vurdering lyder fra Michael Friis Jørgensen, analytiker i Alm. Brand Markets.

»Det er rigtigt store tal efter danske forhold, men det skyldes, at der har været en enorm udvikling i aktiekursen igennem hans regeringsperiode,« siger han.

Lars Rasmussen trådte til som adm. direktør i Coloplast i oktober 2008. Dengang kostede en Coloplast-aktie 80 kr. Siden da er kursen knap seksdoblet til 470 kr. i midten af juli.

Artiklen fortsætter efter grafikken...

Topchefen fik sidste år 10,2 mio. kr. i løn, når bl.a. pensionen tælles med.

Dertil kommer så et optionsprogram, som betyder, at virksomheden lægger aktier til side, som Lars Rasmussen senere kan købe til den pris, de havde, da optionerne blev tildelt - plus 15 pct. Det er altså kun en god forretning, hvis kursen i mellemtiden er steget.

I februar i år købte Lars Rasmussen f.eks. en større portion aktier til 166 kr. stykket. Samme dag solgte han igen til 524 kr. per styk. Alene denne dag var gevinsten mere end 40 mio. kr.

Artiklen fortsætter efter grafikken...

Blandt de investorer, der har nydt godt af kursstigningen, er pensionskasserne ATP og PFA. Det har ikke været muligt at få deres kommentarer til optionsordningen. Men Coloplast-bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen er begejstret:

»Som denne ordning er skruet sammen, har du fuld alignment mellem aktionærernes langsigtede interesser og direktionens,« siger han.

Intet tyder på, at aktiefesten er slut for Lars Rasmussen. Af Coloplasts seneste årsrapport fremgår, at topchefen endnu har aktieoptioner til gode for en markedsværdi på 205 mio. kr.

Lars Rasmussen ønsker ikke at kommentere sin egen løn.

Læs også
Top job