Serier
0

Atea høstede ulovlige ordrer for millioner hos Region Sjælland

Region Sjælland erkender, at den i årevis har brudt loven ved at købe ind for store millionsummer hos Atea uden at sende indkøbene i udbud.

Bestikkelsessagen i Atea
It-leverandøren Atea er blevet hvirvlet ind i en stor bestikkelsessag Foto: Niels Hougaard

Region Sjællands indkøb hos den skandaleramte it-leverandør Atea er i årevis sket på et ulovligt grundlag.

Det viser de foreløbige resultater af en ekstern undersøgelse af regionens indkøb, som konsulentfirmaet Rambøll er i færd med at lave på baggrund af den store bestikkelsessag.

Sagen kort
  • Medarbejdere hos to it-leverandører, Atea og 3Ait, er sigtet for at have bestukket medarbejdere i Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen.
  • Det var Region Sjælland, der meldte sagen til politiet.
  • Bestikkelsen skulle have fundet sted i perioden 2007-2015
  • Tirsdag d. 9. juni blev 13 personer sigtet, efter der var foretaget ransagninger af 17 adresser. Seks personer blev varetægtsfængslet, men er nu løsladt.
  • De sigtede har nægtet sig skyldige.
  • De sigtede fra de to IT-virksomheder har ifølge politiet sat penge ind på en konto, som de offentligt ansatte kunne betjene sig af.
  • Pengene skulle være brugt på private rejser og et sponsorat af Nykøbing Falster Travbane.

Sagen eksploderede i medierne i juni, da politiet sigtede 13 personer, og det kom frem, at særligt én navnebeskyttet medarbejder i regionen havde fået betalt luksusrejser til bl.a. Dubai fra en særlig konto i Atea.

Efterfølgende bad regionen Rambøll om at kulegrave it-indkøbene, og selv om undersøgelsen først ventes færdig tidligst i slutningen af denne måned, konkluderer it-direktør Per Buchwaldt allerede nu, at regionens indkøb hos Atea i vidt omfang er sket uden konkurrence.

»Jeg har hele tiden haft den opfattelse, at vi handlede med Atea på SKI-aftaler (aftaler indgået af Statens og Kommunernes Indkøbsservice, red.), for det havde jeg fået at vide af min medarbejder (som er afskediget og underlagt navneforbud, red.). Men nu viser det sig, at virkeligheden nok har været en anden,« siger Per Buchwaldt.

»Vi må konstatere, at vi ikke har handlet i overensstemmelse med loven, for udbudsbekendtgørelsen siger, at vores anskaffelser skal konkurrenceudsættes, og det er de ikke blevet i tilstrækkelig grad,« siger han.

Ateas omsætning på regionen har været på cirka 150 mio. kr. om året, og har siddet på omkring 70 procent af regionens it-indkøb.

Rambøll undersøger nu, om også andre it-indkøb blev gennemført uden konkurrence, ligesom den skal fastslå, om regionen dermed har betalt overpriser.

»Som det ser ud nu, er det dog ikke det billede, der tegner sig,« siger Per Buchwaldt.

Ifølge lektor i konkurrenceret på CBS Grith Ølykke kan ulovlige kontrakter kræves annulleret, og hvis de allerede er gennemført, kan regionen få en bøde, der udmåles i forhold til størrelsen af den eller de ulovlige kontrakter.

»Det vil dog kræve, at en konkurrent rejser en klagesag,« siger Grith Ølykke, der dog ikke vil udelukke, at politiet kan vælge at indlede en straffesag.

Hverken Atea eller Statens og Kommunernes Indkøbs Service ønsker at kommentere de nye oplysninger.

BRANCHENYT
Læs også