Serier

Forlængelse af guldrandet Thule-kontrakt sikrer MT Højgaard opjustering

Entreprenørkoncernen MT Højgaard opjusterer forventningerne for 2015, idet Greenland Contractors, selskabets guldforretning, får forlænget sin kontrakt på Thule-basen.

Balladen om Thule-udbuddet
MT Højgaard-koncernen opjusterer efter forlængelse af Greenland Contractors Thule-kontrakt.  Arkivfoto: Annelene Petersen

Balladen om Thule-kontrakten får nu millionerne til at rulle ind i entreprenørkoncernen MT Højgaards regnskab, der opjusterer forventninger for 2015 i  sin netop udsendte halvårsrapport.

Det sker efter, at MT Højgaards selskab Greenland Contractors ser ud til at få forlænget kontrakten med det amerikanske flyvevåben og dermed fortsætter serviceopgaverne på Thule-basen i Grønland. En kontrakt, der ellers stod til at udløbe den 1. oktober i år.

»Vi forhandler i øjeblikket med det amerikanske flyvevåben om forlængelse af kontrakten. Så må vi se, hvor lang tid det bliver, og om de beslutter sig for at lave et nyt udbud på et tidspunkt,« forklarer Torben Biilmann, adm. koncerndirektør i MT Højgaard.

Thule-sagen
  • I efteråret 2014 fik det amerikansk ejede skuffeselskab Exelis Services A/S tildelt en milliardkontrakt på vedligehold og drift af Thule-basen i Grønland.
  • Ifølge en dansk/amerikansk forsvarsaftale fra 1950’erne må kun danske og grønlandske virksomheder få kontrakten.
  • Tre dansk-anførte konsortier klagede over udbuddet, men blev i for første omgang afvist af de amerikanske myndigheder. Vinderen lever op til udbudsbetingelser, der er godkendt af Udenrigsministeriet, lød det.
  • I maj blev Exelis Services A/S dog bortdømt af en højere amerikansk retsinstans
  • Derfor har USA's luftvåben anmodet Greenland Contractors, der har haft kontrakten de sidste 40 år, om at fortsætte arbejdet indtil videre
  • Sagen har involveret både flere tidligere ministre som udenrigsminister Martin Lidegaard (R), erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
  • Grønlands landskasse står til at miste millioner af kroner i tabte indtægter. Den danske regering forhandler nu for at finde en politisk løsning med USA i striden.

Hvor mange millioner koncernen tjener på forlængelsen af kontrakten, vil Torben Biilmann ikke ud med. Men som Finans tidligere har fortalt, så MT Højgaards indtjening ud til at blive slagtet af tabet af Thule-kontrakten.

Vi forhandler i øjeblikket med det amerikanske flyvevåben om forlængelse af kontrakten. Så må vi se, hvor lang tid det bliver, og om de beslutter sig for at lave et nyt udbud på et tidspunkt

Torben Biilmann, adm. koncerndirektør i MT Højgaard

Koncernen ejer to-tredjedele af Greenland Contractors I/S, der de seneste 40 år har haft serviceopgaven på Thule-basen og tjent millioner på kontrakten. Den sidste tredjedel af virksomheden er ejet af Greenland Holding, som igen er 100 pct. ejet af det grønlandske selvstyre.

Tal fra Greenland Holding fra 2014 afslører et indtjeningsniveau på omkring 252 mio. kr., hvilket svarer til en indtjening for MT Højgaard på ca. 168 mio. kr. efter skat alene på Thule-kontrakten. Det sikrer til et driftsresultat omkring 200 mio. kr. årligt – og med tabet af kontrakten de sidste tre måneder af året, skulle koncernen have vinket farvel til ca. 50 mio. kr. Penge som selskabet altså nu igen kan få fingrene i.

Torben Biilmann forklarer dog, at en ny kontrakt ikke bliver på samme vilkår.

»Vi kan sige, at det ikke er den samme type kontrakt, som vi havde tidligere, så vi regner den med til det, som vi mener, er et fornuftigt niveau,« siger han.

I halvårsregnskabet ses det dog, at MT Højgaard håber på at få minimum 25 mio. kr. ekstra ind. Forventningerne til driftsresultatet (EBIT) opjusteres i hvert fald fra 300 til 375 mio. kr. til  325 - 375 mio. kr. for 2015.

Læs også
Top job