Serier

Fem medarbejdere i Skat stod bag milliardudbetalinger

Der var reelt ingen kontrol af de milliardudbetalinger, der menes at have kostet statskassen 6,2 mia. kr. Det konkluderer eksperter på baggrund af nye oplysninger.

Skattesvindel for milliarder
Der var kun fem mand i Skat til at behandle 41.764 refusionsanmodninger sidste år. Foto: Stine Bidstrup

Mens milliarderne strømmede ud af den danske statskasse til formodede kriminelle i udlandet i skatterefusioner, havde Skat overladt ansvaret for hele området til fem medarbejdere.

Det bekræfter Skat over for Finans.

Oplysningen overrasker to eksperter, der konkluderer, at Skats kontrol med milliardudbetalingerne har været ikke-eksisterende.

Den formodede svindel er foregået ved, at udenlandske selskaber har bedt om refusion af udbytteskat på udbytter fra danske, børsnoterede selskaber. Problemet var bare, at de ifølge mistanken aldrig havde været aktionærer i selskaberne, og derfor heller aldrig havde modtaget udbytter eller betalt kildeskat.

Sagen kort
  • Bagmandspolitiet efterforsker en sag, hvor et netværk af udenlandske selskaber tilsyneladende har drænet statskassen for 6,2 mia. kr.
  • Selskaberne hævdede, at de var aktionærer i danske, børsnoterede virksomheder, og har krævet refusion af udbytteskat i henhold til internationale skatteaftaler.
  • Efter et tip fra en udenlandsk myndighed opdagede Skat, at refusionerne er udbetalt på baggrund af forfalskede bilag.

Sidste år var der 41.764 refusionsanmodninger, der udløste udbetalinger for 6,1 mia. kr. I 2015 tegner både antal og beløb til at blive endnu større.

Skat vil ikke oplyse, om alle de fem medarbejdere har lavet kontrol, eller om nogle af dem har været beskæftiget med andre dele af processen. Men hvis man antager, at de alle har lavet kontrol, og ingen havde sygedage eller andet fravær, så svarer det til, at hver af de fem på et år med 220 arbejdsdage i 2014 skulle behandle 38 anmodninger om dagen.

»Når fem mand håndterer så store beløb og så mange enkeltsager, så kan man ikke lave reel kontrol. Det er en ren ekspedition,« siger professor på Roskilde Universitet Bent Greve, der bl.a. forsker i samfundsøkonomi og politik.

»Fem mand! Det er simpelthen ikke godt nok,« siger han.

Fem mand! Det er simpelthen ikke godt nok.

Bent Greve, professor på Roskilde Universitet

Også skatteadvokat Torben Bagge er indigneret:

»Det er dybt, dybt bekymrende. Der har jo ikke været tid til andet end at være rent ekspeditionskontor,« siger han.

Skats ledelse vil ikke forholde sig til, om man har haft for få medarbejdere på opgaven. Skats presseafdeling oplyser blot, at man har bedt Skatteministeriets Interne Revision om at undersøge, hvordan administrationen og kontrollen kan styrkes fremover.

Læs også
Top job