Erhverv
0

Skat indrømmer fejl i 5.000 virksomheders skattegæld

Skats it-systemer har opgjort gælden forkert for tusindvis af virksomheder, uden at Skat har fortalt det til nogen. Bekymrende, mener skattekonsulent.

Foto: Stine Bidstrup

Skat indrømmer nu, at omkring 5000 virksomheders gæld er for høj i det it-system, der kendes som Skattekontoen.

Skattekontoen er det sted, hvor virksomheder kan se indberetninger, opkrævninger og samtlige transaktioner mellem virksomheden og Skat, og systemet skulle egentlig sørge for at ajourføre eventuel gæld med indbetalinger.

Men det er altså ikke sket i et stort antal tilfælde.

»Det er korrekt, at vi har virksomheder, som har haft skattegæld til inddrivelse, som de helt eller delvist har betalt, hvor dette ikke fremgår af Skattekontoen. Det skyldes en overførelsesfejl mellem inddrivelsen og Skattekontoen. Den pågældende fejl er rettet, så vi forhindrer flere tilfælde i at opstå,« hedder det i en skriftlig udtalelse fra Skat.

Der er altså ikke tale om, at pengene er forsvundet, men at to systemer ikke har arbejdet sammen.

Indrømmelsen kommer, efter at Finans omtalte, hvordan den 39-årige Chresten Ibsen i over fem måneder har ventet på, at en modregning af overskydende skat på 63.103 kroner skulle slå igennem på hans gæld i Skattekontoen.

Fejlen har været kendt siden januar i år, og ifølge Skat var oprindeligt 10.000 virksomheder ramt, men gennem løbende fejlretning, er antallet nu nedbragt til 5000.

»Vi har fuldt fokus på at få rettet kunderne hurtigst muligt og forventer, at alle er rettet op inden udgangen af i år,« hedder det i udtalelsen fra Skat, der ligeledes indrømmer, at man ikke har informeret nogen om fejlen.

Netop den manglende information er uforståelig, mener skattekonsulent Henning Boye Hansen fra revisionsfirmaet, BDO.

»Det er bekymrende, at Skat altid er på bagkant med at informere om den slags. Det skal nærmest tvinges ud af dem. Alle laver fejl, og alle kan leve med, at Skat også laver fejl, hvis de dog bare ville melde det ud i takt med, at tingene opstår, så folk kan føle sig informerede og vide, at der bliver taget hånd om det,« siger han.

Skat forklarer den manglende information med, at man »har koncentreret kræfterne om at få rettet systemfejlen«.
 

TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

BRANCHENYT
Læs også