Erhverv
0

Indtjeningsfest i vindmølleindustrien

De danske underleverandører til vindmølleindustrien tjener stadig flere penge.

Der tjenes flere penge i vindmølleindustrien, hvor afkastet på den investerede kapital steg mærkbart sidste år. Foto: Jan Dagø

De danske leverandører til globale aktører som Vestas og Siemens Wind Power har for længst lagt krisen bag sig, og indtjeningen er nu for alvor kommet op i gear.

En ny analyse fra Deloitte viser, at vindmølleindustrien tjener stadig flere penge.

»Industrien har vind i sejlene. Nogen af dem, der gør det rigtig godt, har fundet et sweet spot i industrien, hvor de kan tjene gode penge,« siger Troels Lorentzen, direktør hos Deloitte.

De to store vindmølleproducenter, som har til huse herhjemme, vinder markedsandele, og det løfter hele værdikæden af danske underleverandører.

De får et stadig højere afkast på den kapital, de har investeret i alt fra fabrikker til it-systemer og produktionsanlæg, og det giver nye arbejdspladser og øget eksport.

Sidste år steg afkastet på den investerede kapital blandt leverandører til vindmølleindustrien knap to procentcentpoint til 11,6 pct.

Det er langt fra de glade dage fra før finanskrisen, hvor afkastet nærmede sig 20 pct., men det vidner også om, at branchen har fundet et mere modent - og bæredygtigt - leje, lyder det.

»Tidligere havde vi helt usete vækstrater, men nu har vi styr på strukturen og vokser med nogle marginer, som er anderledes end i gamle dage. På den måde synes jeg, at vi har en mere sund industri og konkurrence i dag end dengang, hvor det virkelig gik stærkt,« siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

En af de virksomheder, der oplever bedre tider, er fynske Resolux, som sælger alt fra kabler til de indvendige elevatorer, der hejser serviceteknikere op i vindmøllerne.

»Vi er i en niche, hvor der i princippet ikke er den store konkurrence, men hvor der er prispres fra vindmølleproducenterne,« siger Ole Teglgaard, adm. direktør i Resolux.

På trods af prispres fordoblede virksomheden sidste år sit resultat til knap 6 mio. kr.

Det skyldes ifølge direktøren, at Vestas og Siemens lægger stadig mere arbejde ud til underleverandører som Resolux. Tidligere havde virksomheden typisk et-årige kontrakter med de store vindmølleproducenter, nu er de dobbelt så lange, og så kan tingene gøres billigere, fordi produktionen kan organiseres helt anderledes.

»Det er der en upside i, som også kommer kunden til gode,« siger Ole Teglgaard.

BRANCHENYT
Læs også