Erhverv
0

Populære samlemærker flytter handel for store millionbeløb i supermarkeder

Samlemærker indgår som et vigtigt våben i salgskrigen mellem de store supermarkedskæder. Coop Danmark er derfor tvunget til også at tilbyde populære mærker for ikke at miste omsætning.

Kvickly er en af kæderne under Coop Danmark, som  netop nu kører en kampagne, hvor kunderne kan samle mærker til køb af glas. Foto: Gregers Tycho

Samlemærker, guldmærker og børnekort er så populære, at det flytter omsætning for store tocifrede millionbeløb hos de danske dagligvarekæder. Forbrugerrådet Tænk er kritisk overfor konceptet, men forbrugerne er vilde med de klistrede mærker, og børnene samler dyre- og Disney-kort i stor stil. Kampagnerne trækker kunder til, og det øger omsætningen mærkbart.

Succes'en er så stor og flytter så mange kunder, at Coop Danmark trods tidligere skepsis har set sig nødsaget til også at tilbyde samlemærker.

»Vi er kritiske overfor brugen af samlemærker. Men den type kampagner har en betydelig positiv effekt både på kundestrømmen og salget. Det virker, og derfor har vi set os nødsaget til også at gøre det,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark.

Giganten i tal
Dansk Supermarked:
  • Driver kæderne Netto, Bilka, Føtex og Salling.
  • Har over 1.400 butikker i fem lande. Heraf 88 Føtex- og 18 Bilka-varehuse samt to Salling-stormagasiner her i landet. Desuden ca. 1.300 discountbutikker i Netto-kæden - placeret i Danmark, Sverige, Polen, Tyskland og England.
  • Koncernen omsætter for 56 mia. kr.

I øjeblikket har SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, LokalBrugsen og Kvickly derfor en kampagne, hvor samlemærker udløser rabat ved køb af glas og karafler fra Spiegelau.

Det virker, og derfor har vi set os nødsaget til også at tilbyde samlemærker.

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop Danmark

Kilder i branchen vurderer, at kampagner med mærker eller kort kan øge omsætningen i kampagneperioden med et par procent. Det er meget i dagligvarehandlen, og det bliver til store tocifrede millionbeløb. En dagligvarekæde som SuperBrugsen omsætter eksempelvis for knap 14 mia. kr. om året.

»Kampagner gør prisdannelsen mere kompleks og uigennemsigtig. Men vi er nødt til at koble os på vognen for ikke at miste omsætning, og vi bliver ved, så længe det har den effekt, som det har,« siger Jens Juul Nielsen.

Flere kæder
Dagrofa-koncernen:
  • Forsyner over 1.700 butikker og kiosker med dagligvarer.
  • Omsætning på ca. 20 mia. kr (2014).
  • Koncernen omfatter bl.a. Meny-supermarkeder, discountkæden Kiwi og Spar-kæderne.
  • Dertil kommer aktiviteter med engrosforretninger og foodservice.
  • Ejes af NorgesGruppen med 49 pct., KFI Erhvervsdrivende Fond 41 pct. og selvstændige købmænd med 10 pct.

Dansk Supermarked var først med at tilbyde guldmærker hos Føtex, Bilka og Salling. Kæderne har gennemført en række kampagner, fordi det flytter omsætning.

»Vi tror, at det gør en forskel, og derfor fortsætter vi med det. Jeg vil ikke sætte tal på, hvad det præcist betyder for markedsandelene hos os, men vi er enige i vurderingen af, at det klart har en effekt,« siger Jakob Nørgaard-Petersen, indkøbschef i Dansk Supermarked.

Jeg vil ikke sætte tal på, hvad det præcist betyder for markedsandelene hos os, men vi er enige i en vurdering af, at det klart har en effekt.

Jakob Nørgaard-Petersen, indkøbschef i Dansk Supermarked

Kæderne Kiwi og Meny ejet af Dagrofa kører netop nu en kampagne med Disney-samlekort, og den er på kort tid blevet en stor succes blandt børn. Tidligere i år blev konkurrenten Føtex næsten løbet over ende, da kæden uddelte dyrekort ved køb i butikkerne.

1.200 butikker
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta.
  • 1.200 butikker rundt om i Danmark.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. en række selvstændige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 40 mia.
  • Ejes af 1,5 mio. medlemmer – danske forbrugere.

»Kortene er et hit blandt børnene, og vi har stort set ingen mapper tilbage. Samlemærker er blevet en del af konkurrencen, og Disney-kampagnen bliver ikke den sidste,« siger Markela Dedopoulos, kommunikationsdirektør i Dagrofa.

Forbrugerrådet Tænk er kritisk overfor den udbredte og voksende brug af samlemærker i supermarkedskæderne.

»Det er form for lokkemad, der skal skabe loyalitet. Men det slører prisbilledet, og kampagner fordyrer prisen på andre varer. Vi opfordrer folk til at bruge deres kritiske sans,« siger jurist Jakob Steenstrup, Forbrugerrådet Tænk.

TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

BRANCHENYT
Læs også