Gammel Erhverv
0

Kunder og leverandører blev snydt. Nu må direktøren sælge huset og bliver truet med tæsk

Mindst et par tusinde kunder har penge og varer til gode hos krakket dealsite, som er åbnet igen med nye ejere.

Dagens Bedste er i fuld gang igen, men den tidligere ejer, Peter Lundsgaard, har for få dage siden overladt styringen til en ny ejerkreds. Screenshot

»Nåede du ikke at købe den populære fodfil? Nu gentager vi succesen, så du også kan få fingrene i den elektriske fodfil, der giver super bløde og lækre fødder!«

Sådan lyder det på dealsitet Dagens Bedste, som efter sort skærm i nogle uger netop er åbnet igen med en række såkaldte tilbud på gel-såler, dunjakker, barbermaskiner, plejeprodukter og andre gode sager.

Som omtalt i Jyllands-Posten for et par uger siden gik Dagens Bedste konkurs og efterlod kunder og leverandører med ubrugelige værdibeviser og ubetalte regninger.

En af kunderne er politiassistent Bjarne Nørlem - eller rettere hans hustru var en af kunderne, som føler sig grundigt taget ved næsen. Hun købte en AEG-eltandbørste til 299 kr. - vel at mærke med en angivet normalpris på 999 kr. Men da tandbørsten endelig kom med posten, kunne Bjarne Nørlem konstatere, at emballagen havde været åbnet, at der ikke var en dansk varedeklaration og at en tilsvarende tandbørste kunne fås for 118 kr. andre steder på nettet.

Han forsøgte derfor at ringe til Dagens Bedste. Forgæves. Han sendte derefter tandbørsten tilbage, fordi han mente, at det var bedrageri at markedsføre tandbørsten til en værdi af 999 kr., når den nu kunne fås til 118 kr. I dag et halvt år senere har han stadig ikke fået pengene tilbage.

»Jeg er så stjernegal på det firma. Nu er de startet op igen, men bare med et andet cvr-nummer. Det er nøjagtig den samme brugerflade. Jeg synes, at det er noget forbandet svineri,« siger Bjarne Nørlem, der er politiassistent og bor i Vejle-området.

Ærgerligt for forbrugerne

Når man klikker sig ind på dagensbedste.dk, er e-mærket det første, som man bliver mødt af, og det på trods af, at firmaet for nogle uger siden blev frataget e-mærket.

Nu vil folkene bag det nye Dagens Bedste blive slæbt i retten, hvis de ikke fjerner e-mærket med det samme, fortæller chefjurist Camilla Engel Post, e-mærket. Hun kan godt forstå, at kunderne på Dagens Bedste finder det underligt, at et dealsite, som er gået konkurs, kan åbne igen et par uger efter.

»Det er ærgerligt for forbrugerne, at en hjemmeside, som de har handlet på og føler sig snydt af, genopstår, uden at de kan gennemskue, hvem der står bag,« siger hun.

»Jeg er ruineret«

Det er ikke muligt at ringe til Dagens Bedste, for der er ikke noget telefonnummer på hjemmesiden. Der er en mailadresse, som Jyllands-Posten har skrevet til for at få en kommentar. Men der er ikke kommet svar tilbage.

Det er selskabet Dagens Bedste IVS, som står bag hjemmesiden. Det var det selskab, som blev oprettet lige inden konkursen.

Det er dog ikke længere den 47-årige Peter Post Lundsgaard, der står som ejer eller direktør.  Den 24. oktober fratrådte han sin stilling, og i stedet er Jens Michael Jakobsen indtrådt. Han er medejer sammen med to andre parter. Lundsgaard og Jakobsen er venner og kender hinanden fra tidligere, oplyser Jens Michael Jakobsen til Ekstra Bladet.

»Jeg kender Peter fra tidligere, da vi er gamle barndomsvenner, og jeg har siddet sammen med ham i bestyrelsen i Jubii, hvor jeg var formand, fortæller han til Ekstra Bladet.

AdTech Ad

Jyllands-Posten har igennem flere uger forsøgt at få den tidligere ejer af Dagens Bedste, Peter Lundsgaard i tale. I dagene omkring konkursen besvarede han e-mails, men hver gang med en besked om, at han ikke kunne tale i dag, men i morgen.

Da Jyllands-Posten nu kontakter ham igen, skriver han, at han ringer tilbage om en halv time. Og det gør han:

Jeg kan se, at Dagens Bedste er åbnet igen?

»Jeg er ikke selv så dybt involveret i det nye selskab. Jeg har hjulpet en gruppe aktionærer med at komme i gang. Jeg ejer desværre ikke det nye selskab. Jeg har mistet alt på konkursen. Jeg er ruineret. Jeg har selv opfordret denne gruppe af aktionærer til at overtage selskabet, fordi de vil gøre en stor indsats for, at de kunder, som er kommet i klemme, får deres varer,« siger Peter Lundsgaard, der er tidligere marketingschef i Panasonic, Jubii-direktør og startede Dagens Bedste for fem år siden.

Vil det sige, at folk får deres varer?

»Ja, det er korrekt. Der er måske 2.000 kunder, som er kommet i klemme på grund af det her. Men det skal løses. De skal nok få det, som de har købt. Det er afgørende, at de ikke har tabt deres penge. Deres varer kommer bare lidt forsinket.«

Hvad med leverandørerne?

»Lige som jeg er taber i denne sag, er de det også. De må henvende sig til kurator, som prøver at redde så meget som muligt af selskabet,« siger han og forklarer, at han ikke har overblik over, hvor mange millioner kroner leverandørerne af kroophold, weekendture og andre tilbud samlet har til gode.

»Jeg er ingen svindler«

Ifølge Peter Lundsgaard er omsætningen i Dagens Bedste gået helt skævt, efter at han for et år siden ansatte en direktør til at drive firmaet. I juli meddelte direktøren, at han fratrådte og ikke troede på projektet. Peter Lundsgaard indsatte sig selv som direktør. Han fortæller, at han selv satte 10 mio. kr. ind i selskabet. Men det lykkedes alligevel ikke, og 70 dage senere indgav han selv konkursbegæring.

»Nu er pengene tabt, og jeg har ikke overblik over gælden i selskabet,« siger Peter Lundsgaard, der er medlem af Danske Mediers bestyrelse.

»Jeg bliver hængt ud som en svindler, der har taget firmaets penge. Men jeg er den absolut største taber i det her spil. Jeg må gå fra hus og hjem og kommer til at hænge på en gæld, som jeg nok aldrig kommer til at kunne betale tilbage. Hvis der er noget, som jeg ikke er, så er det svindler. Hvis jeg havde ønsket at svindle, havde jeg gjort tingene anderledes, så havde jeg ikke puttet 10 mio kr. i selskabet i år. Det er vanvittigt, at jeg skal høre på det.«

Jyllands-Posten har tidligere fortalt, at Peter Lundsgaards hustru Pernille Lundsgaard driver et firma, som leverer varer til Dagens Bedste.

»Jeg vil gerne gøre det klart, at hendes selskab aldrig har modtaget penge fra Dagens Bedste, og det er en del af aftalen med det nye Dagens Bedste, at hendes selskab skal levere de varer, som er solgt på Dagens Bedste. Hverken hun eller jeg har trukket penge ud af selskabet. En journalist har også spurgt mig, om jeg har lavet ulovlige aktionærlån, og nej, det har jeg ikke.«

»De truer mig med tæsk«

Jyllands-Posten har talt med mange kunder, som føler sig snydt - bl.a. en mand, som købte en eltandbørste, som han har sendt tilbage. Han har stadig ikke fået sine penge tilbage. Kan du forstå, at folk er sure på dig?

»Ja, det kan jeg godt forstå. Men Dagens Bedste har gennemført 1 mio. handler, så det er klart, at ikke alle kunder har været tilfredse. Det er dybt beklageligt, og det skulle vi selvfølgelig have taget hånd om. Det er måske 2.000 kunder, det drejer sig om. Det skal løses. Men lige nu står jeg i en alvorlig situation, hvor mange leverandører mener, at det mit private ansvar, at det er gået galt. De møder op på min privatadresse og truer mig og afpresser mig. Det er meget ubehageligt. Jeg har flere gange måttet have politiet til at flytte folk fra min dør. På et tidspunkt stod der tre leverandører foran mit hus. De ville alle tæske mig. Jeg har tre små børn, og vi tør faktisk ikke engang være hjemme. Men jeg er altså bare aktionær i en virksomhed, som uheldigvis er gået dårligt, så jeg har ikke kendskab til hver enkelt sag.«

Peter Lundsgaard og hans familie bor i en villalejlighed på Aurehøjvej i Hellerup. Den er nu sat til salg for 9,9 mio. kr.

Hvad skal du nu?

»Jeg ved det ikke. Jeg er ked af det og skal slikke mine sår. Vi har ingen indtægter, og jeg aner ikke, hvad man gør i sådan en situation. Vi har ejet alting sammen og hæfter solidarisk, og nu vi har ingen kreditkort, der virker. Så vi kan ikke gå ned i Netto og købe ind. Derfor er vi rimelig meget på skideren. Vi har ikke købt ind i 14 dage. Jeg tager ikke pis på dig. I går snakkede vi om, at vi måske skal gå op på kommunen, for vi har jo børn. Det er ganske forfærdeligt. Jeg har været direktør i de seneste 20 år. Jeg skammer mig og ved ikke, hvad jeg skal gøre.«

Er der noget, som du har fortrudt i hele denne sag?

»Ja, jeg skulle aldrig have ladet andre drive virksomheden. I det øjeblik, jeg slap tøjlerne, faldt omsætningen til det halve.«

Tilbage i Vejle sidder Bjarne Nørlem og bliver ikke mindre vred, når han hører, hvad den tidligere direktør forklarer.

»Jeg kan godt forstå, at folk bliver sure på sådan en mand. Når man føler sig snydt, bliver man fyldt af harme,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også