Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Investorer skrotter Matas

Skuffende resultater har givet udbredt skuffelse i Matas' ejerkreds, og langt hovedparten af de store, danske investorer har nu valgt at droppe aktien.

Matas og direktør Terje List har ikke levet op til investorernes forventninger. Foto: Thomas Emil Sørensen

En lang række tunge, danske investorer vender Matas ryggen som følge af, at den danske detailgigant ikke har været i stand til at indfri, hvad man lovede aktionærerne, da selskabet blev sendt på børsen for over to år siden.

Derfor har en række af landets største professionelle investorer valgt at droppe Matas-aktien som et resultat af, at Matas det seneste år flere gange har skuffet markedet.

Senest i oktober måtte Matas ud i endnu en nedjustering, da den vækst, som investorerne blev lovet simpelthen er udeblevet, hvilket tydeligt kan ses på Matas-aktien.

Siden juni 2013, hvor kapitalfonden CVC sendte Matas på børsen, er selskabets aktie blot steget med 11 pct., samtidig med at det samlede danske aktiemarked i perioden er buldret frem med næsten 80 pct..

Fakta om Matas
  • Matas er en dansk butikskæde, der blev stiftet i 1949.
  • Kæden blev i 2007 købt af kapitalfonden CVC Capital Partners, der omdannede kæden fra en frivillig kæde til en kapitalkæde.
  • Fonden betalte samlet set omkring 5,2 mia. kr. for at overtage Matas, men en lille del af butikkerne valgte at fortsætte i selvstændigt regi.
  • Matas blev børsnoteret i juni 2013 og knap et halvt år senere solgt CVC samtlige af sine aktier i virksomheden.
  • Matas omsatte i seneste regnskabsår for 3,4 mia. kr. og tjente godt 462 mio. kr. før skat.
  • Matas har i dag en markedsværdi på 5,1 mia. kr.

En række danske investorer herunder Nordea Asset Management, Danske Capital og Bankinvest bekræfter over for Finans, at man har solgt sine aktier i Matas, da man ikke længere tror på, at selskabet kan leve op til de vækstmål, der blev meldt ud i forbindelse med børsnoteringen.

Hos Carnegie Asset Management peger Kim Korsgaard Nielsen, der har ansvar for danske aktier, at man som en af de få herhjemme har valgt at holde fast i Matas-aktien, selv om han ikke er tilfreds med udviklingen.

»Matas har skuffet set i forhold til, hvad vi blev lovet ved børsnoteringen. Selskabet har simpelthen ikke været i stand til at levere den vækst, som vi som investorer blev stillet i udsigt. Vi har dog valgt at tage de langsigtede briller på og holde fast i investeringen,« siger Kim Korsgaard Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Matas' tidligere ejer, kapitalfonden CVC. Her henviser man til selskabets formand Lars Frederiksen.

»Vi kommer med regnskab om kort tid, så derfor vil det ikke været rigtigt af mig at kommentere på nuværende tidspunkt, men man kan jo se på aktiekurser og konkludere, at det ikke er tilfredsstillende,« siger Lars Frederiksen.

BRANCHENYT
Læs også