Serier

Copyrightkongen Johan Schlüter: Jeg er flad

Producentforeningen truer med at begære advokat Johan Schlüter konkurs, men han har svært ved at se formålet.

Schlüter-sagen
Johan Schlüter er en anerkendt rettighedsadvokat og grundlægger af Johan Schlüter Advokatfirma.  Foto: Lars Krabbe

Der er intet at komme efter.

Sådan lyder reaktionen fra den anerkendte rettighedsadvokat Johan Schlüter, efter at Producentforeningen har luftet muligheden for en konkursbegæring rettet mod Schlüter personligt.

Producentforeningen hævder, at tv- og filmproducenter er blevet malket for 175 mio. kr. i Copydan-penge, og tidligere i denne uge lykkedes det foreningen at få Schlüters tidligere forretningspartner, Susanne Fryland, erklæret konkurs i et forsøg på at få nogle af pengene tilbage.

Schlüter-sagen
  • Tv- og filmproducenter beskylder Johan Schlüter Advokatfirma for at have snydt dem for 175 mio. kr. i Copydan-penge.
  • Bagmandspolitiet har indledt efterforskning og har rejst sigtelse mod den tidligere direktør og medejer af advokatfirmaet, Susanne Fryland.
  • Sagen har fået kunderne til at forlade advokatfirmaet, og efter et forgæves forsøg på at rekonstruere firmaet, gik det konkurs i oktober.
  • Kurator Boris Frederiksen har bedt bagmandspolitiet efterforske muligt misbrug af en klientkonto i forbindelse med betaling af udgifter til et juridisk og strafferetligt slagsmål, Johan Schlüter har udkæmpet i Frankrig.

»Det betyder, at kurator får indsigt i hendes privatøkonomi og finder ud af, hvad hun har af værdier. Og det er selvfølgelig en tilsvarende proces, vi er nødt til at indlede imod de to andre ejerpartnere,« siger Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, i et interview med Finans.

Klaus Hansen sigter til ejerne af det nu fallerede Johan Schlüter Advokatfirma (JSA), der har fået millioner for at forvalte Copydan-penge for tv- og filmproducenter.

Udover Susanne Fryland var JSA ejet af Johan Schlüter og Lars Halgreen.

Johan Schlüter vil ikke lade sig interviewe, men i en SMS skriver han, at det ikke giver mening at begære ham personligt konkurs:

»Hvad en personlig konkurs skulle kunne hjælpe, kan jeg ikke se, da Producentforeningen og andre kreditorer har sat sig på hvert eneste aktiv, jeg ejer«, skriver han.

Hans ejerandel i JSA er værdiløs efter kollapset. Han bor på Esplanaden i København i en 194 kvm. stor lejlighed, som er ejet af hustruen. Og ifølge retsbogen fra JSA's konkurssag er investeringsselskabet JHTS Invest ApS, der ejer aktier i en række selskaber i Danmark og Frankrig, helt uden midler.

Sagen om påstået svindel med Copydan-midler er den direkte årsag til kollapset i JSA, men Johan Schlüter er målløs over, at Producentforeningen hævder sig snydt for 175 mio. kr.

»Det lyder afsindigt, og jeg kan kun gentage, at jeg ikke har været bekendt med uregelmæssigheder,« siger han.

Producentforeningen har ingen kommentarer.

Det samme gælder Lars Halgreen.

TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også