Serier
0

Musikproducenter melder skandaleramt advokatfirma til politiet efter ny mistanke om snyd med rettighedspenge

Musikproducentforeningen Kopifon har bedt politiet undersøge, om faktura på 1,5 mio. kr. fra Johan Schlüter Advokatkontor var fup.

Schlüter-sagen
Det er giganter som Universal Music (med U2 i stalden) og Sony Music, der gennem den danske musikproducentforening, Kopifon, har bedt politiet efterforske muligt snyd med Copydan-penge for 1,5 mio. kr.  Foto: AP Images

Endnu en organisation er gået til politiet med en mistanke om snyd med rettighedspenge rettet imod det skandaliserede Johan Schlüter Advokatfirma.

I juli anmeldte tv- og filmproducenterne mulig svindel for over 100 mio. kr., og torsdag fulgte musikbranchen trop i skikkelse af Kopifon, der på vegne af musikproducenter som Sony Music, Universal og Artpeople modtager og fordeler rettighedspenge fra brug af musikvideoer på tv, salg af blanke cd'er og indtægter fra Copydan.

Schlüter-sagen
  • Tv- og filmproducenter hævder, at de er blevet snydt for 175 mio. kr. i Copydan-penge, som de har betalt Johan Schlüter Advokatfirma for at forvalte.
  • Advokatfirmaet havde lagt forvaltningen af Copydan-pengene ud et selvstændigt selskab, Registrering Danmark i Slagelse, under ledelse af advokatfirmaets partner og medejer Susanne Fryland.
  • Slagelse-selskabet havde samme ejerkreds som advokatfirmaet, nemlig de tre advokater Johan Schlüter, Lars Halgreen og Susanne Fryland.
  • To af de tre, Schlüter og Halgreen, har beskyldt Fryland for at være skyld i svindelsagen, og de har anmeldt hende til bagmandspolitiet for underslæb.
  • En pengestrømsanalyse har konkluderet, at Registrering Danmark malkede tv- og filmproducenternes konti bl.a. gennem overfakturering, og at pengene blev brugt på bl.a. en række sideforretninger i Registrering Danmark og advokatydelser i advokatfirmaet.

Sagen drejer sig "kun" om 1,5 mio. kr., men den er alligevel stor nok til, at foreningen ikke bare vil se igennem fingre med den, fortæller foreningens formand, Jan Degner:

»Vi får omkring 20 mio. kr. i Kopifon-regi om året, så procentuelt er det et stort beløb. Derudover vil vi rent principielt ikke acceptere, at man bare kan trylle vores penge væk.«

Da sagen om tv- og filmproducenterne kom frem, besluttede Kopifon at hyre Deloitte til at undersøge, om der også kunne være problemer i advokatfirmaets forvaltning af rettighedsmidler til musikbranchen.

Deloitte fandt ikke »fortløbende uoverensstemmelser«, men derimod en á conto betaling fra 2011, som aldrig blev udlignet af de fakturaer, som advokatfirmaet efterfølgende udstedte på baggrund af faktisk udført arbejde.

Kopifon har forgæves forsøgt at få en forklaring fra både advokatfirmaets grundlægger, Johan Schlüter, og partner og medejer af advokatfirmaet Susanne Fryland, som Schlüter henviste til.

»Vi er kun blevet mødt med tavshed og ligegyldighed, så den eneste måde at få afgjort, om der er foregået noget forkert, er at lade de gode folk, der i forvejen arbejder med sagen i politiet, lægge det ind i den eksisterende efterforskning,« siger han.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Johan Schlüter. Fryland, der i forvejen er sigtet for underslæb i den anden sag, har ingen kommentarer.

Johan Schlüter Advokatfirma gik konkurs i oktober som en direkte konsekvens af skandalen med rettighedsmidler, og Kopifon har derfor anmeldt sit krav i konkursboet.

BRANCHENYT
Læs også