Gammel Erhverv
BREAKING

Velgørenhedsfond fik millioner i donationer: Brugte kun 2 pct. på projekterne

60 pct. af pengene går til det teleselskab, som rejser donationerne, og som stifteren af fonden ejer. Brancheforening er »ikke overrasket«.

Fonden brugte 97.000 kr. ud af 4,4 mio. på at »udvikle og gennemføre« fondens velgørende projekter. Foto: Lærke Posselt

4,4 mio. kr. Så mange penge modtog Fonden Børns Velfærd i donationer i det seneste regnskabsår. Pengene kommer udelukkende fra små og mellemstore virksomheder, som er fondens målgruppe. Finans blev bekendt med fonden, da redaktionen modtog en henvendelse fra en virksomhedsleder i midten af december.

Kun 2,2 pct. af pengene, knap 97.000 kr., gik til at »udvikle og gennemføre« fondens velgørende projekter, som skal hjælpe udsatte børn og unge. Det viser fondens seneste årsregnskab, som Finans har fået indsigt i.

Fakta om fonden
  • Fonden Børns Velfærd, som også går under navnet Springsters Velfærdsfonden, har til formål at udvikle idéer og udføre projekter, der blandt andet skal hjælpe udsatte børn og unge. Én af projekterne hedder NaturCompagniet, hvor børnene tager på lejrtur ud i naturen.
  • Direktør Chris Hahn Evers tjener 25.000 kr. om måneden, fremgår det af årsregnskabet.
  • Teleselskabet Tele og Nettrafik, som også går under navnet Fundraizers, kom ud af seneste regnskabsår med et underskud på 180.000 kr. før skat med fonden som eneste kunde.

Til gengæld betalte fonden, som også går under navnet Springsters Velfærdsfonden, halvdelen af donationerne tilbage til det teleselskab, Tele- og Nettrafik, som står for at rejse bidrag. Derudover laver teleselskabet administrativt arbejde, som betyder, at det i sidste ende tjente 60 pct. af de indsamlede penge.

Teleselskabet og fonden har tætte bånd. Fondens stifter, Morten Egelund, ejer nemlig også callcenteret. Det er dog ikke ulovligt, og direktør i fonden, Chris Hahn Evers, afviser, at det betyder noget for fondens troværdighed.

»Der er vandtætte skotter mellem fonden og telemarketingbureauet. Morten Egelund er ikke en del af fondens ledelse eller bestyrelse, og jeg har flere gange tjekket op på, om der var billigere alternativer,« siger direktøren. Han kan dog ikke nævne, hvilke bureauer han har været i kontakt med.

Chris Hahn Evers peger på, at 50 pct. er en god pris for at rejse donationer til en velgørenhedsorganisation, som ikke er offentlig kendt.

»Det kan ikke gøres billigere eller mere effektivt, når vi ikke er større, end vi er,« siger Chris Hahn Evers.

»Vi har valgt den her løsning, fordi vi udover donationer fra virksomhederne også er interesseret i at anvende virksomhedernes spidskompetencer. For eksempel da vi havde børnene fra Center Sandholm en tur på Bakken med en turistfart og et cateringfirma,« siger han.

Generalsekretæren i indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro, er ikke overrasket over aftalen, selvom han mener, det er lidt i overkanten af, hvad sådan en aftale typisk ville lyde på.

»50 pct. er ikke unormalt det første år, hvor det koster lidt mere, fordi man skal skabe kontakt for at kunne rejse donationerne. Men når det er en flerårig aftale, så lyder det relativt lukrativt i mine ører. Det er dog helt op til virksomhederne, som donerer penge, at vurdere aftalen,« siger Robert Hinnerskov.

Han mener, det afgørende er, at fonden stiller krav til teleselskabet, så indsamlingen sker så billigt og effektivt som muligt.

»Ellers kommer det store spørgsmål: Om formålet med fonden er at få donationer til projekterne, eller at teleselskabet tjener penge på det,« siger Robert Hinnerskov.

Til sammenligning bruger Red Barnet kun 14 pct. af sit budget på information, kampagnearbejde, ledelse og administration, fremgår det på organisationens hjemmeside.

Børns Vilkår, som nogle kender for projektet Børnetelefonen, bruger 36,4 pct. af pengene på fundraising, indsamlinger, administration samt på sine medlemmer og bidragsydere.

Direktør Chris Hahn Evers mener dog, at man generelt i branchen har en tendens til at manipulere med billedet af, hvor mange penge der går til hvad.

»Alle midler er forbundet med at arbejde med og for sagen,« siger han.

Her ses årsregnskabet for Fonden Børns Velfærd, og kaldet Springsters Velfærdsfonden og Velfærdsfonden.

Velfærdsfondens resultatopgørelse2013/142012/13
   
Indtægter ved telemarketing4.399.2573.356.268
Fonde og legater20.00010.000
Indtægter i alt4.419.2573.366.268
   
Telemarketing udgifter2.199.6281.678.134
Løn602.543554.601
Projektrelaterede udgifter452.736308.265
Udvikling og gennemførelse af projekter96.802120.214
Handling af sponsorater (telemarketingbureau)439.926335.627
Information, markedsføring og tryksager80.66132.090
Kontorudgifter32.09540.831
Lokaleomkostninger24.20024.000
Transport og møder51.19883.087
It-omkostninger26.73416.416
Faglitteratur og tidsskrifter37.32023.145
Revisionshonorar/Advokat122.50084.633
Udgifter i alt4.166.3433.301.043
   
Årets resultat252.91465.225

 

BRANCHENYT
Læs også