Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Donerer du til velgørenhed? Så bør du tjekke dette først

Man bør tage sine forholdsregler, før man donerer penge til et godt formål, siger brancheforening.

For at undgå, at dine penge falder i fupmageres hænder, har ISOBRO i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste udarbejdet retningslinjer for, hvad du bør undersøge, før du giver dine penge til et godt formål.

Hvert år donerer danskerne milliarder fra egen lomme til velgørende formål. Men der er desværre svindlere, som forsøger at slå plat på danskernes gode intentioner.

»Det tager en time at lave en hjemmeside og begynde at ringe penge ind. Det er ulovligt, men spørgsmålet er, om man kan fange de opkald? Derfor er det vigtigt, at danskerne og virksomhederne selv er kritiske,« siger Robert Hinnerskov, generalsekretær ved velgørenhedsorganisationernes brancheforening, Isobro.

For at undgå, at ens penge falder i de forkerte hænder, har ISOBRO i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste udarbejdet retningslinjer for, hvad man bør undersøge, før man giver sine penge til et godt formål.

For det første anbefaler de at tjekke, om den pågældende organisation er på Indsamlingsnævnets liste over anmeldte indsamlinger. Her bliver organisationen kontrolleret for, om den reelt eksisterer.

»Står man ikke på den liste, vil jeg i hvert fald tænke mig om to gange,« siger generalsekretæren.

Der er dog én undtagelse. Listen gælder nemlig kun indsamlinger blandt almindelige borgere. Hvis organisationer derfor udelukkende rejser penge ved at henvende sig til virksomheder, figurerer de ikke på listen.

»Langt de fleste velgørenhedsorganisationer indsamler dog blandt den almindelige befolkning,« siger Robert Hinnerskov fra Isobro.

Næste trin er at tjekke organisationens hjemmeside. Her er det vigtigt, at der fremgår en eller flere kontaktpersoner, man kan henvende sig til med spørgsmål. Hvis man kan give et bidrag via et betalingslink, er det endnu et plus, fordi det betyder, at organisationen er blevet godkendt af Skat.

Dertil skal man lede efter en redegørelse for, hvad organisationen har til formål og derfor vil gøre det kommende år, og hvad den har udrettet de seneste år. Det er også en god idé at læse organisationens vedtægter igennem, hvis de findes på hjemmesiden.

Til sidst bør man tage et kig på, hvordan organisationen vælger at bruge sine penge. Hvis ikke der er et regnskab, bør man henvende sig til organisationen for at få det tilsendt. På den måde kan man sikre, at pengene bruges på en måde, som man finder rimeligt, inden man vælger at støtte organisationen.

Der er nemlig ingen lovkrav til, at organisationer bruger deres penge sparsommeligt og effektivt, med mindre de er statsstøttede.

Læs også