Erhverv
0

Masseflugt fra Fondsbørsen

En lang række danske virksomheder står på spring for at forlade børsen. Samtidig er der meget langt mellem potentielle børskandidater, så den danske børs har udsigt til at skrumpe markant.

Struer-virksomheden Bang & Olufsen kan meget vel blive den næste, der bliver afnoteret fra Fondsbørsen. Foto: Newscast Limited via AP

Den danske fondsbørs er kommet på en ufrivillig slankekur.

Mens en lang række virksomheder i skrivende stund gør klar til at forlade den danske børs, kniber det samtidig alvorligt med at finde nye børskandidater herhjemme.

Netop nu arbejder selskaber som Auriga, Mols-Linien og tøjfirmaet Stylepit på at blive afnoteret fra Fondsbørsen, ligesom en stribe andre virksomheder så som Bang & Olufsen og ejendomsselskabet Berlin IV er i søgelyset hos udenlandske opkøbere, der med al sandsynlighed vil fjerne selskaberne fra børsen, hvis de får held til at overtage aktiemajoriteten.

Samtidig arbejder flere af de hjemlige investeringsbanker herunder Handelsbanken og Carnegie ifølge Finans’ oplysninger med at finde købere til mindre virksomheder som Dantherm og F.E. Bording.

Dermed er der udsigt til, at den danske børs allerede fra næste år vil skrumpe alvorligt, da kun energikæmpen Dong officielt har meldt ud, at man vil børsnoteres i 2016.

»Især for de private investorer er det et problem, at vi herhjemme ikke har et reelt marked uden for de største virksomheder i C20-indekset.  I Sverige har man et levende marked både blandt de store og små selskaber, hvor der både er investorer og analysehuse, der også bruger tid på de mindre virksomheder. Det mangler vi herhjemme,« siger formand i Dansk Aktionærforening Niels Mengel.

De er ved at forlade børsen:
I 2015 sagde Rella Holding, Jensen & Møller Invest farvel til børsen, mens Nørresundby Bank blev opslugt af Nordjyske Bank. I den kommende tid vil følgende selskaber sandsynligvis ligeledes vinkel farvel til fondsbørsen.
  • Auriga: Solgt til FMC Corporation. Afnoteres 26. januar 2016.
  • Mols-Linien: Solgt til kapitalfonden Polaris. Forventes afnoteret.
  • Stylepit: Overtaget af Ander Holch Povlsen, der arbejder mod en afnotering.
  • Bang & Olufsen: Flere interesserede bydere kigger på selskabet.
  • Berlin IV: Foncière des Régions arbejder i skrivende stund på at overtage og afnotere selskabet.
  • Dantherm: Handelsbanken leder efter købere til den kriseramte industrikoncern.
  • F.E. Bording: Carnegie arbejder på en mulig afnotering af selskabet.

Han peger på, at skatten på aktiegevinster herhjemme på 42 pct. også er en hæmsko for private investorer. Blandt kapitalfondene har man for længst opdaget, at markedet på den anden side af Øresund er mere attraktivt, og ekstern lektor ved CBS Robert Spliid peger på, at aktiekulturen herhjemme slet ikke er nær så udviklet som i Sverige.

»Så snart vi kommer ned blandt de lidt mindre selskaber med en markedsværdi på omkring 1 mia. kr. er markedet meget illikvidt. Samtidig holder mange af pensionskasserne sig væk fra så små investeringer. For kapitalfondene er der derfor ingen idé i at sende mindre selskaber på børsen herhjemme,« siger Robert Spliid, der er en af landets førende eksperter i kapitalfonde.

Hos OMX i København erkender noteringschef Carsten Borring, at mange selskaber er på vej væk, men han hæfter sig ved, at man fra politisk side er i gang med at kigge på muligheder for at optimere det danske børsmarked.

TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

BRANCHENYT
Læs også