Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Demant-topchef efter regnskab: Vi har tacklet udfordringerne

Adm. direktør Niels Jacobsen er veltilfreds med udviklingen i 2015, som bød på høj vækst og bedre bundlinje i høreapparatkoncernen.

»Vi synes samlet set, at vi er kommet med et flot resultat for 2015,« siger Niels Jacobsen, adm. direktør i William Demant. Foto: Niels Hougaard

Niels Jacobsen kan tirsdag glæde sig over et fornuftigt årsregnskab for høreapparatfirmaet Demant A/S . Såvel omsætning som bundlinje bevæger sig i den rigtige retning, og topchefen er tilfreds.

»Det er gået rigtig godt,« siger Niels Jacobsen.

»Vi synes samlet set, at vi er kommet med et flot resultat for 2015,« siger han.

Omsætningen er øget med 14 pct. til 10,7 mia. kr., og driftsresultatet på knap 1,9 mia. kr. lever op til forventningerne hos både analytikere og selskabet selv.

Regnskabet kommer halvandet år efter, at William Demant i efteråret 2014 måtte nedjustere som følge af forøget priskonkurrence i USA. Det er fortsat en udfordring, fortæller topchefen.

»I en hvilken som helst branche, som er præget af ekstrem konkurrence med seks store spillere, er der hele tiden udfordringer. Der har bestemt også været store udfordringer i 2015. Dem synes jeg, vi har tacklet.«

Hvad har de største udfordringer været?

»Det er helt almindelig plat konkurrence. Der er nogen, der prøver at tage vores kunder og sælge billigere og overbevise kunderne om, at de skal købe ved dem i stedet for ved os.«

I forventer højere driftsresultat for næste år. Hvor skal det komme fra?

»Vi er jo en vækstvirksomhed og har hvert eneste år planlagt efter, at vi skal gøre det bedre end året før. Det er også vores forventning til 2016. Vi har fået god momentum i forretningen, vi skal have et bidrag fra vores opkøb i Frankrig, og vi skal have et bidrag, som er større end i år, fra vores medicalforretning, og vi skulle også gerne se vores diagnostikforretning komme tilbage på vækstsporet,« siger Niels Jacobsen.

Opkøbet i Frankrig er den store kæden af høreapparatforhandlere Audika, mens medicalforretningen er Oticon Medical, som er virksomhedens store satsning for fremtiden.

I 2016 forventer William Demant et driftsresultat på 2,0-2,3 mia. kr.

Nøgletal fra 2015-regnskabet for William Demant Holding

  2015 2014
Omsætning i mio. kr. 10.665 9.346
Driftsresultat (EBIT) i mio. kr. 1.878 1.761
Årets resultat i mio. kr. 1.439 1.405

BRANCHENYT
Læs også