Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Iværksætter-ikon anklager dansk firma for plagiat

Tradeshifts hjemmeside er blevet kopieret af det danske firma LeanLinking, mener Tradeshifts direktør Christian Lanng. Men LeanLinking afviser alle anklager.

Det danske iværksætterfirma LeanLinking har fået en hjemmeside, der minder om Tradeshifts side. Men er der tale om kopi? Foto: Skærmbillede af LeanLinking.com

Er det på niveau med genkendelige toner i en Melodi Grand Prix-sang, eller er der tale om rendyrket kopi og et forsøg på at ride med på Tradeshifts succes?

To danske iværksættere er røget i flæsket på hinanden med anklager om kopiering af tekst og design af succesfirmaet Tradeshifts hjemmeside.

Tradeshift
  • Tradeshift er grundlagt i 2009 af Christian Lanng, Mikkel Hippe Brun og Gert Sylvest, efter de var hovedkræfterne bag NemHandel og elektronisk betaling i hele den offentlige sektor i Danmark.
  • Siden har Tradeshift rejst 760 mio. kr. i venture-kapital fra bl.a. Paypal. I dag er hovedkvarteret flyttet til San Francisco.
  • Målet er at forbinde verdens virksomheder digitalt og gøre det nemt at sende og betale fakturaer digitalt. Over en halv million virksomheder fra 190 lande bruger nu Tradeshifts platform.
  • I efteråret blev Tradeshift udnævnt til en af de 12 næste 'unicorns' fra Europa, altså virksomheder som når en værdi på over 1 mia. dollars, af mediet Business Insider.

Christian Lanng, direktør for Tradeshift, langer i en stribe tweets ud efter det mindre danske selskab LeanLinking, som har en hjemmeside, der på flere måder ligner Tradeshifts.

»Hey @LeanLinking og @larskuch hvordan kan det være, I har kopieret vores hjemmeside? PS: Pro-tip, lav teksten om, når I kopierer,« skrev Christian Lanng blandt andet.

Men Lars Kuch Pedersen, direktør for LeanLinking, mener ikke, at der på nogen måde er tale om kopi.

»Vi har ikke kopieret deres hjemmeside, og jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med, at det er kommet ud på Twitter på den måde,« siger han som kommentar til anklagerne fra Christian Lanng.

Hvorfor ligner jeres hjemmeside så Tradeshifts hjemmeside så meget?

»Jeg ved ikke, om den ligner deres hjemmeside så meget. Det gør den ikke. Vi er inspireret af mange forskellige sites, som vi kigger på, og så laver vi vores eget. Vi har haft vores eget bureau til at lave det her site. Den ser ud, som den gør, og vi har ikke kopieret.«

Der er tekst, der er stort set det samme, og en orange knap, hvor der står ’Get started’, og hos Tradeshift står der ’Let’s get started’. Så det er jo ikke bare farverne, der går igen, men også nogle detaljer, som er de samme?

LeanLinking
  • Stiftet i 2013 af Lars Kuch Pedersen, som har en fortid som regional indkøbschef hos den internationale byggegigant Wolseley.
  • Sælger et værktøj til at styre en virksomheds leverandør-relationer.
  • Omkring ti medarbejdere i Aarhus og i Ukraine.

»Ja, det ved jeg ikke, hvor meget de er det samme, det tror jeg man kan diskutere. Vi har ikke kopieret noget fra deres side,« siger Lars Kuch Pedersen.

LeanLinking er i øvrigt heller ikke konkurrent til Tradeshift, siger han, for hvor Tradeshifts produkt er en digital platform til at modtage og betale fakturaer, sælger LeanLinking et værktøj til at få overblik over leverandører.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Lanng.

Er det kopi eller ej? Vurder selv herunder:

(baggrunden på Tradeshifts hjemmeside er en video med forskellige, skiftende motiver)

Læs også