Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Fyre i 20'erne vil indtage verden med digital idéplatform

Den københavnske iværksættervirksomhed Ideanote har fundet en investor, som skyder millioner i selskabet, og lige om hjørnet venter en udenlandsk satsning.

21-årige Jesper Juel Jensen er adm. direktør i virksomheden, som han startede op sammen med to partnere. På trods af den unge alder havde alle penge med fra tidligere virksomheder. Foto: Lars Krabbe

Et team på 16 mand med en gennemsnitsalder på 22 år har store ambitioner, og nu har de også fået en investor i ryggen. Det drejer sig om iværksættervirksomheden Ideanote, som har bygget en digital idéplatform - en slags moderne forslagskasse - til virksomheder.

»Vi tager hul på udlandet efter sommerferien, og planen er, at vi ved udgangen af 2016 skal være i 10 lande,« siger Jesper Juel Jensen, adm. direktør og medejer af Ideanote.

I stedet for en gammeldags postkasse, hvor ansatte kan putte deres idéer i, sælger Ideanote en digital version, som bl.a. sørger for, at idéerne ender de rigtige steder. Virksomheden har solgt platformen i Danmark siden oktober sidste år og har pt. 16 kunder.

Sådan fungerer det
  • Ideanote er en cloudbaseret løsning, som kan bruges via en app eller en computer, der har adgang til internettet.
  • Den digitale idéplatform giver ledelsen mulighed for at efterspørge råd til konkrete problemstillinger fra bestemte medarbejdere, samtidig med, at platformen er en generel mulighed for medarbejderne for at give deres forslag til virksomheden til kende.
  • Ideanote sorterer løbende idéerne og analyserer idéer, muligheder og forbedringer.

Det har været nok til at overbevise investeringsselskabet Monda Finance om, at det var en god idé at skyde millioner af kroner ind i virksomheden mod også at få en ejerandel. Hvor stor investeringen er, vil Jesper Juel Jensen ikke afsløre, men han fortæller, at det fortsat er ham selv plus tre partnere, der ejer størstedelen af virksomheden.

Jesper Juel Jensen startede virksomheden op med de to partnere og tvillinger Rune og Andreas Mehlsen i sommeren 2014. De havde alle penge med fra tidligere virksomheder. Tvillingerne har udviklet app-spillet Wordbase, som Aller Media senere har købt, mens Jesper Juel var medejer af en virksomhed, som udlejede unge tilsynsførende til gymnasieeksamener. Få måneder efter opstarten kom yderligere en partner til, Rasmus Dahl.

Ideanotes nye strategi
  • Ideanote har siden opstarten selv stået for salget af idé-platformen, men strategien er ændret, og nu det er meningen, at det skal skaleres ned i takt med, at virksomheden får etableret partnerskaber med konsulenter.
  • Ifølge Jesper Juel Jensen passer platformen godt til mange af de projekter, som konsulenter sælger til virksomheder.
  • Et konsulentnetværk skal også gøre det nemmere at komme ind på nye markeder. Som eksempel nævner direktøren, at Ideanote ikke forstår tysk arbejdskultur og ingen relationer har til tyske virksomheder, men det har en tysk konsulent.

Siden har de arbejdet på at udvikle platformen, som i dag bl.a. er blevet brugt af virksomheder som Callme og Rockwool.

»Medarbejdere har knaldgode idéer til at innovere og drive virksomheden videre, men der er ikke et system til at håndtere dem. Drivkraften for os er at løse det åbenlyse problem. Vi har lavet et super simpelt værktøj, som virksomheder kan bruge til at opsamle medarbejdernes idéer,« siger Jesper Juel Jensen.

Ideanote skal ifølge Jesper Juel Jensen blive bedre til at få kommunikeret ud til virksomhederne, hvad platformen kan, og det kan den nye millioninvestering være med til at sætte skub i.

BRANCHENYT
Læs også