Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lego-børn henter milliarder fra schweizisk guldæg

De tre Lego-børn har fået et velvoksent påskeguldæg på omkring 200 mio. kr. hver. Anledningen er, at de flytter deres schweiziske formue på omkring 4,4 mia. kr. hjem til Danmark.

Lego klodser Foto: AP/Karl-Josef Hildenbrand

De tre Lego-børn, Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard, går et mere lyst forår i møde end de fleste andre - i hvert fald finansielt.

Sidste år besluttede de at flytte deres schweiziske formue hjem, og det giver en tæt millionregn over hvert af de tre børn - ikke mindst 200 mio kr. i kontanter, som de kan føre ned i hver deres selskaber.

Thomas Kirk Kristiansen investerer bl.a. i en golfbane, Sofie Kirk Kristiansen ejer en dyrepark, mens Agnete Kirk Thinggaard driver et stort gods.

Hjemflytningen af den schweiziske formue fremgår af årsregnskabet fra Kirkbi, som er Lego-familiens pengetank, som er nærmest ligeligt ejet af de tre børn og deres far, Kjeld Kirk Kristiansen.

Kirkbi AG er en pengetank, der i mange år har ligget i Schweiz. Hvert af de tre børn ejede 27 pct. af dem.

Sidste forår besluttede de, at den schweiziske formue skulle lægges sammen med den danske ditto, Kirkbi A/S.

Samlet har de værdisat den schweiziske pengetank til 708 mio. schweizerfranc, svarende til omkring 4,4 mia. kr. regnet efter den daværende kurs på schweizerfrancen.

En del af pengene betales kontant til sælgerne, hvoraf børnene får de omkring 600 mio. til deling. mens resten er penge, som Kirkbi skylder.

Flytningen af aktiverne i Kirkbi AG er alene for at forenkle strukturen i familiens aktiviteter.

Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi.

Hvem, der ejede de resterende aktier i det schweiziske selskab, er ikke oplyst, men det er ikke nogen i Lego-familien.

»Flytningen af aktiverne i Kirkbi AG er alene for at forenkle strukturen i familiens aktiviteter,« siger Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi.

At Kirkbi har aktiviteter i Schweiz er historisk betinget, da Lego for mange år siden havde produktion i landet og også patenter på nogle af teknologierne, herunder det system, der gør, at klodserne kan kobles sammen.

Den schweiziske balance på omkring 4,3 mia. kr. indgår nu i Kirkbi og er altså en del af forklaringen på, at Kirkbis samlede aktiver i 2015 voksede med omkring 15 mia. kr.

Kirkbi har haft et solidt år i 2015 - ikke mindst i kraft af alle de penge, som strømmer fra legetøjskoncernen Lego, som Kirkbi ejer 75 pct. af. De resterende 25 pct. ejer Lego Fonden.

Lego fik i 2015 en omsætning på 35,8 mia. kr. og et driftsoverskud på 9,2 mia. kr. - i begge tilfælde var det en markant forbedring fra året før. På basis af det resultat er der lagt op til, at Lego-ejerne i alt får 7 mia. kr. i udbytte, så fonden får 1,75 mia. kr. og Kirkbi får 5,25 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også