Erhverv
0

Stigende nethandel kan koste milliarder for dansk eksport

Danske handelsvirksomheder halter langt bagefter med onlinesalg udlandet. Problemet vil vokse i fremtiden, og det truer dansk eksport og kan koste arbejdspladser.

Stålvirksomheden Dacapo Stainless i Silkeborg har med succes skiftet en stor del af det klassiske telefonsalg til kunder i hele Europa ud med e-handel. Foto: Casper Holmenlund Christensen

Danske eksportvirksomheder er for dårlige til onlinesalg, når de handler med udlandet. Alt for mange firmaer halter bagefter digitalt, og det kan koste milliarder i tabt eksport, fordi en stadig større del af den internationale handel flytter til nettet.

»Danske virksomheder er rigtigt dygtige til eksport. Bare ikke når det gælder onlinesalg. Det er et kæmpeproblem, at vi ikke har en bedre position, for nethandel på tværs af landegrænserne vokser med 10-20 pct. om året. Dermed risikerer vi i fremtiden at gå glip af handel for mange milliarder kr.,« siger Annette Falberg, direktør i DI Handel.

Salget
  • Ifølge Danmarks Statistik har 27 pct. af de danske virksomheder onlinesalg. Kun i Irland og Sverige er andelen højere.
  • Ifølge tal fra EU-Kommissionen er det kun 10 pct. af de danske virksomheder, der sælger online til udlandet.
  • Danmark er blot nr. 8, når det gælder virksomhedernes evne til at eksportere via nettet. Irland, Belgien, Tjekkiet, Malta, Slovenien, Østrig og Holland ligger højere.
  • Danmark har den største online-eksport til Sverige, Norge, Finalnd, Tyskland og Holland.
Kilde: DI Handel

Danmark har en samlet eksport på 1.111 mia. kr., og ifølge DI Handels beregninger eksporterer danske virksomheder kun for 18 mia. kr. via web-salg. Det svarer til en andel på 1,6 pct.

Ifølge tal fra EU-kommissionen er det kun 10 pct. af de danske virksomheder, der sælger til andre lande i EU via online kanaler. Det rækker til en plads som nummer 8 blandt EU-landene.

En undersøgelse blandt medlemmerne af DI Handel viser, at 15,7 pct. af virksomhederne har eksport via e-handel. Næsten dobbelt så mange, 28,9 pct., oplyser, at de importerer gennem onlinekøb uden for Danmark.

»Det understreger, at der er betydelig ubalance, hvor virksomhederne i stor udstrækning køber online uden for Danmark, men kun i mindre grad udnytter mulighederne til også at eksportere via nettet,« siger Annette Falberg.

Det understreger, at der er betydelig ubalance, hvor virksomhederne i stor udstrækning køber online uden for Danmark, men kun i mindre grad udnytter mulighederne til også at eksportere via nettet.

Annette Falberg, direktør i DI Handel.

Eksportrådet under Udenrigsministeriet vurderer, at mange virksomheder kunne øge salget til udlandet ved at satse online.

»Der er et stort potentiale, og det er ikke alle, som udnytter mulighederne. Det handler om traditioner og tankegang. En del virksomheder holder fast i det traditionelle metode med sælgere og konsulenter,« siger Therese Hermann, sektorrådgiver i Eksportrådet.

Hun oplyser, at eksportrådet tilbyder hjælp og vejledning til at øge eksporten ved onlinesalg.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) finder det afgørende, at især de små og mellemstore virksomheder bliver bedre til at omsætte deres eksisterende handel til digital eksport.

»Jeg er bekymret for, at vi samlet har et stort e-handelsunderskud i alle sektorer, fordi der købes mere i udlandet, end der sælges ud af Danmark. Der er ingen lette snuptagsløsninger, og erhvervslivet må også gribe i egen barm og sikre, at kæmpemulighederne udnyttes. Danske virksomheder kan erobre markedsandele gennem e-handel, hvis de speeder processerne op,« siger Troels Lund Poulsen.

Han oplyser, at regeringen i efteråret præsenterer en samlet digital strategi, hvor udfordringerne for virksomhederne er med.

BRANCHENYT
Læs også