Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dong-ledelsen får millionbonus for at blive i selskabet

Dong-bestyrelsen vil gøre det lukrativt for ledelsen at blive i selskabet.

Dong-topchef Henrik Poulsen vil få en bonus på 3,6 mio. kr., hvis han vælger at blive i Dong efter den planlagte børsnotering. Til finansdirektør Marianne Wiinholt er der knap 2,0 mio. kr.  Foto: Nicolai Lorenzen

Dong-bestyrelsen foreslår nu ejerkredsen anført af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at man indfører en særlig bonus for at holde på Dong-ledelsen i forbindelse med den planlagte børsnotering.

»I forbindelse med den planlagte børsintroduktion (IPO) vil selskabet indføre en enkeltstående IPO fastholdelsesbonus til direktionen. Medlemmerne af direktionen vil kunne få tildelt en IPO fastholdelsesbonus, som vil blive udbetalt i to rater, der hver svarer til 20 pct. af den pågældende persons faste årlige vederlag,« fremgår det af en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, der finder sted den 20. maj.

Børsnotering af Dong
Allerede i 2004 aftalte et flertal af Folketingets partier en børsnotering af Dong Energy. Aftalen blev i september genbekræftet af V, K, S, SF og De Radikale.
  • Dong-ledelsen har derefter meddelt, at målet er en børsnotering hurtigst muligt – senest i marts 2017.
  • Som led i børsplanerne er Dong netop nu ved at gennemføre et »strategisk review« af olie- og gasforretningen. Resultatet kan blive et frasalg.
  • Børsplanerne betyder, at Dong »på et passende tidspunkt« skal sælge selskabets gasdistributionsforretning og olie- og gasrørledninger til statsejede Energinet.dk.
  • Staten vil fortsat være hovedaktionær efter en børsnotering.
  • Udbudsprisen for Dong-aktierne er fortsat uvis. Ved sidste års aktiesalg til bl.a. Goldman Sachs var salgsprisen 107 kr. pr. aktie svarende til en værdisætning af Dong til 31,5 mia. kr.

Et kig på 2015-regnskabet fra Ørsted A/S viser, at topchef Henrik Poulsen sidste år havde en fast løn på 9,1 mio. kr., mens finansdirektør Marianne Wiinholt modtog 4,9 mio. kr.

Med det nye IPO-fastholdelsesprogram kan de to topdirektører dermed se frem til en ekstraordinær betaling på i alt 5,6 mio. kr. fordelt med 3,6 mio. kr. til Henrik Poulsen og knap 2,0 mio. kr. til Marianne Wiinholt.

Udbetalingen kræver dog, at de to ikke forlader Dong efter børsnoteringen.

»Betaling af hver rate af fastholdelsesbonussen vil være betinget af, at personen ikke er fratrådt,« fremgår det af forslaget til den nye bonus.

Umiddelbart er der dog intet, som tyder på, at Henrik Poulsen har tænkt sig at forlade Dong efter en børsnotering.

Dong-ejerne
  • Staten ejer i dag 58,8 pct.. af aktierne i Dong.
  • I hverdagen er Finansministeriet og den siddende finansminister, der håndterer spørgsmål om Dong-forretningen.
  • Goldman Sachs ejer via selskabet New Energy Investment S.à.r.l, der er registreret i Luxembourg, 17,9 pct. af aktierne.
  • Energiselskabet SEAS-NVE ejer 10,8 pct., ATP ejer 4,9 pct. og PFA ejer 1,8 pct.
  • De øvrige aktier ejes bl.a. af energiselskaberne Sydenergi, Insero Horsens, Nyfors og knap 3.300 Dong-medarbejdere.

Overfor Finans fastslog Dong-chefen i december sidste år, at han allerede har haft en karrieresnak med Dong-formand Thomas Thune Andersen om tiden efter en børsnotering.

»Jeg bliver gerne. Jeg er en believer. Jeg tror på det, vi laver. Jeg tror også på, at det tjener et større mål end bare at tjene penge,« fastslog Henrik Poulsen dengang om sine fremtidsplaner.

Millionregnen over den to mand store Dong-direktion stopper dog ikke nødvendigvis her. Dels har bestyrelsen i forvejen mulighed for at honorere en helt ekstraordinær indsats med op til 20 pct. af vedkommendes faste årlige løn, og dels skal Dong-ejere stemme om en nyt aktieprogram for direktionen på den ekstraordinære generalforsamling.

Ifølge IPO-bonusprogrammet vil Henrik Poulsen og Marianne Wiinholt modtage første rate af millionbonussen efter 14 måneder, mens anden rate udbetales efter 26 måneder.

Læs også