Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Coop boykotter nyt statsligt dyrevelfærdsmærke

Detailkoncernen Coop afviser at medvirke i det nye statslige dyrevelfærdsmærke. I stedet indfører Coop sit eget mærke.

Et nyt statsligt mærke for dyrevelfærd støttes af Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd, mens Coop bokotter mærket, der betegnes som »alt for svagt«

De seneste måneders strid om et nyt nationalt dyrevelfærdsmærke kulminerer nu med total splittelse i dansk detailhandel.

Mens fødevareministeren, landbruget og flere organisationer er begejstrede for det nye mærke, meddeler Coop Danmark nu, at man går solo og indfører sit eget dyrevelfærdsmærke.

»Kunderne i Coop får nu et mærke, der skaber reel bedre dyrevelfærd. Resten af Danmark får et nyt velfærdsmærke, der hverken er til gavn for forbrugere eller dyr. Sådan har sagen udviklet sig efter, at Fødevareminister Esben Lunde Larsen har valgt at sidde råd fra Dyrenes Beskyttelse, Forbrugerrådet Tænk, Økologisk Landsforening og Coop fuldstændig overhørig,« hedder det i en pressemeddelelse, som Coop netop har udsendt.

Koncerndirektør Jens Visholm, Coop, forklarer, at man grundlæggende er enige med ministeren i, at der er brug for en mærkningsordning, som fremmer dyrevelfærd.

»Men det, der er fremlagt, er alt for svagt. Det giver ikke mere reel velfærd for dyrene, og konsekvensen bliver desværre, at forbrugerne føres bag lyset. Et mærke kan kun fungere, hvis det er bygget på bred tillid og skaber sikkerhed. Det nye mærke gør ingen af delene,« mener Jens Viholm.

Coop indfører i stedet sit eget dyrevelfærdsmærke, som ventes at være i butikkerne i løbet af fjerde kvartal 2016.

Trods Coops bredside er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen glad for det nye statslige dyrevelfærdsmærke, som vil være ude i butikkerne fra sommeren 2017.

Dyrevelfærdsmærke

Det nye statslige dyrevelfærdsmærke indføres i første gang for svinekød, som tildeles en, to eller tre dyrevelfærdsstjerner. Jo flere stjerner, desto højere dyrevelfærd.

Størstedelen af det danske svinekød eksporteres, men af den del, der leveres til det danske marked, vil 15 - 20 pct. i dag kunne få en eller flere dyrevelfærdsstjerner.

Dyrevelfærdsmærket indeholder en række krav, der ligger over de gældende lovkrav i Danmark og EU.

Søerne gå frie i hele produktionsforløbet.

Grisene skal have hele haler uden halekupering og halebid

Landmanden skal dagligt give grisene halm

Grisene må højst transporteres i otte timer

En dyrevelfærdsstjerne markerer, at mærkets grundkrav er opfyldt. To og tre stjerner markerer, at der er opfyldt ekstra krav om mere plads og udeareal

»Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får et dansk dyrevelfærdsmærke, så de forbrugere, der gerne vil betale en vis merpris, får en mulighed for at vælge svinekød med bedre dyrevelfærd.  Ikke alle har jo råd til at gå efter hverken de dyreste udskæringer eller de økologiske specialprodukter. Otte ud af ti danskere siger, at de gerne vil betale lidt mere for, at dyrene har haft det bedre. Den mulighed får de nu, når de kan vælge mellem stjernekød i tre forskellige niveauer,« lyder Esben Lunde Larsens kommentar til det nye mærke.

Det nye statslige mærke støttes blandt andet af Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd.

Læs også