Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Smedegaard sætter ny kurs: Mærsk er parat til at kigge på opkøb uden for kerneområderne

A.P. Møller-Mærsks største forretningsområder er alle under pres, og det kan få virksomheden til at vende blikket steder hen, hvor man ikke opererer i dag. Analytikere er skeptiske.

A.P. Møller-Mærsks, topchef Nils Smedegaard, Andersen er klar til opkøb for at få lidt vækst ind i butikken igen. Her ses han i selskab med Mærsks ultimative magthaver, Ane Uggla (th). Foto: Katrine Marie Kragh

Efter en række år med prominente frasalg erklærer A.P. Møller-Mærsks adm. direktør Nils Smedegaard Andersen sig nu parat til at overveje opkøb uden for Mærsks kerneforretninger.

Mærsks største forretningsområder er alle under pres og gennemlever en svær tid pga. lav oliepris eller drabelige containerrater, og det kan få virksomheden til at vende blikket hen til steder, hvor man ikke opererer i dag.

»Beslutter vi at investere i andre ting, skal det understøtte det, vi gør, så det ville være inden for infrastruktur eller transport. Noget, der ligner det, vi gør i øjeblikket. Det er ikke udvikling af medicin mod mavesår, fordi det er vi ikke bedst til,« siger Nils Smedegaard Andersen, der siger, at så længe man er bedst i de industrier, man er i, gælder det om at få det maksimale ud af afkastet der.

Mærsks fem kerneforretninger i dag
  • Maersk Line: Verdens største containerrederi, der også indeholder rederier som Safmarine, Seago Line og MCC. Opererer i over 120 lande og har en flåde på over 600 skibe.
  • Maersk Oil: Mærsks olieselskab, som i international sammenhæng er en mellemstor spiller. Maersk Oil har olieproduktion i Danmark, Storbritannien, Qatar, Algeriet og Kasakhstan.
  • APM Terminals: Mærsks havnedivision, der bl.a. driver 57 havneterminaler i 36 lande. En af verdens tre-fire største havneaktører.
  • Maersk Drilling: Mærsks boreselskab, der leder efter olie og borer brønde for olieselskaberne.
  • APM Shipping Services: Mærsks femte kerneforretning, som ret beset ikke er en kerneforretning, men opsamlingsdivisionen, hvor Mærsks fire mindste enheder ligger. Det er Maersk Tankers, Maersk Supply Service, Damco og Svitzer.

Men kan man ikke det, må man søge andre steder hen:

»Det, vi kigger på, er supplementer til vores forretning, men ikke på noget verdensomvæltende. Men vi har rigeligt med finansiel styrke til at købe både inden- og uden for vores kerneområder,« understreger han.

Hvad det konkret skulle være, at Mærsk kunne finde på at begive sig i kast med, kan Nils Smedegaard Andersen ikke være alt for specifik om. Han afviser dog, at Mærsk pga. presset på oliepris og containerfarten er tvunget til at finde nye forretningsterritorier:

»Vi kigger efter muligheder, men de skal læne sig op ad de ting, vi laver i forvejen. Vi ved, hvad vi er gode til og bare at søge over i andre industrier, er ikke nogen god løsning.«

Sådan klarer Mærsks fem kerneforretninger sig

Maersk Line: Containermarkedet er blodrødt med en lyseblå undtagelse: Maersk Line tjente lige akkurat penge i 1. kvartal, men Mærsks hovedindtægtskilde har set langt bedre dage.

Maersk Oil: Olieselskabet tabte penge i 1. kvartal, men "kun" 29 mio. dollars. Med en gennemsnitlig oliepris på 34 dollars var noget langt værre ventet. Til gengæld har olieproduktionen (350.000 tønder dagligt) ikke været så høj som nu meget længe.

APM Terminals: Havnedivisionen mærker også den lave oliepris. APM Terminals er til stede i mange olieeksporterende lande, og da deres indtægter er drattet ned, har aktivitetsniveauet gjort det samme - og det rammer APM Terminals.

Maersk Drilling: Borevirksomheden "burde" være mere ramt af den lave oliepris, men har indtil videre klaret sig over al forventning på grund af gode lange kontrakter. De gode kontrakter varer dog ikke ved, og ifølge Mærsk selv må man også forvente nedgang i Maersk Drilling.

APM Shipping Services: Mærsks femte og mindste kerneforretning klarer sig nogenlunde. Maersk Tankers har det bedre, Svitzer holder nogenlunde skansen, Damco går fra underskud til et lille underskud - mens Maersk Supply Service er ramt af olieafmatningen og går fra et solidt overskud til et lille underskud. Det er nok til at trække hele APM Shipping Service ned fra knap 100 mio. dollars i overskud i 1. kvartal til godt 70 mio. dollars.

Hos investorer og analytikere advarer man dog Mærsk-ledelsen imod at udvide konglomeratet.

»Jeg ved ikke, hvor positivt det ville være med et helt nyt område. Jeg har svært ved at se, hvad de skulle investere i,« siger Kim Korsgaard Nielsen, porteføljeforvalter hos Carnegie Asset Management, mens aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje mener, at opkøb uden for kerneforretningen vil være problematiske:

»Nu har man i en række år forsøgt at ensrette Mærsk og skilt sig af med områder uden for kernen. Derfor bliver det svært at kommunikere, hvis man går den anden vej,« siger han.

Senioranalytiker Ricky S. Rasmussen fra Nykredit Markets har også ovenud svært ved at pege på, hvad Mærsk i givet fald skulle kaste sig over:

»Særligt hvad man skulle gøre for at få et afkast på de 10 pct., som Mærsk stiler efter.«

Læs også