Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Må vi ikke få lov at investere milliarder i Danmark?

Den svenske energigigant Vattenfall er klar til at investere et tocifret milliardbeløb i vindmøller i Danmark. Men det kan regeringens nye PSO-udspil spænde ben for.

Ole Bigum, landedirektør i Vattenfall Danmark, håber, at vindmøllebranchen får chancen for at bevise, at man kan levere billig vindstrøm fra kystnære havmølleparker. Står det til regeringens nye PSO-udspil, skal Ole Bigum ikke glæde sig for tidligt. Foto: Vattenfall

»Vi står faktisk med et stor tocifret milliardbeløb, som vi er parat til at investere i ny vindenergi i Danmark.«

Ole Bigum, landedirektør i Vattenfall Danmark, er bekymret, som debatten om den grønne energis fremtid i Danmark udvikler sig for øjeblikket.

Regeringens PSO-udspil
  • Regeringen vil slanke regningen for den grønne omstilling, der fremover skal flyttes over på finansloven.
  • I - hvad regeringen kalder en forårspakke - lægger regeringen derfor op til at pille ved følgende elementer, der oprindelig er aftalt i energiforliget fra 2012 eller indgår som tiltag på energiområdet:
  1. Udbuddet af 350 megawatt (MW) kystnære havmøller skal udskydes eller helt aflyses. Besparelse over tid: 7,0 mia. kr.
  2. Prisloft over Kriegers Flak-havmølleparken, så vinderen af parken maksimalt kan få udbetalt 0,80 kr. pr. kilowatt-time havstrøm. Besparelse: Ukendt om nogen.
  3. Godtgørelse til landmøller reduceres. Besparelse over tid: 670 mio. kr.
  4. Afskaffelse af pulje til fremme af energieffektiv anvendelse af vedvarende energi i virksomhedernes produkton. Besparelse over tid: 2,0 mia. kr.
  5. Neddrosling af krav til energiselskabers spareindsats på energien. Besparelse over tid: 1,75 mia. kr.
  6. Effektiviseringer inden for affaldsforbrændingssektoren: Besparelser over tid: 0,5 mia. kr.
  7. Justering af planer om nedgravning af luftledninger og forskønnelse af elkabelløsninger. Besparelse over tid: 8 mia. kr.
  • Regeringen sætter ikke tal på det samlede besparelsespotentiale. Samlet ventes PSO-regningen i dag at løbe op i godt 75 mia. kr. de næste 10 år. Regeringens sparekatalog kan i bedste fald levere besparelser på i alt 19,9 mia. kr.
Kilde: Forårsudspil fra regeringen.

Selv om det burde være let at komme af med milliarder, er det ikke tilfældet for Vattenfall efter fredagens PSO-udspil fra regeringen, hvor klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) bl.a. åbner for at trække stikket til den planlagte udbygning med kystnære havmøller.

Ministeren vil få en glædelig overraskelse, hvis han giver os mulighed for at aflevere et bud.

Ole Bigum, landedirektør i Vattenfall Danmark

Vattenfall, der er Danmarks største operatør af vindmøller på land, vandt senest retten til at opføre havmølleparken Horns Rev 3. Det skete med en garanteret pris på de leverede havvindstrøm på 0,77 kr. de første af parkens levetid.

»Vores pris kom nok som en overraskelse for i hvert fald nogen spillere i markedet. Vi ser Horns Rev 3 som et skridt på vejen mod at bringe prisen på havvind ned, men det er naturligvis ikke det sidste skridt,« siger Ole Bigum.

Men politikerne mener jo, at støtten til grøn energi fra især vindmøller skal ned?

»Vi har forståelse for, at der er en opgave, som skal løses, og vi ser kystnære havmøller som en fantastisk mulighed for at levere verdens billigste offshore-projekt set til dato,« lyder løftet fra Vattenfall-direktøren.

2012-energiaftale
  • Det var et samlet folketing, der i marts 2012 indgik, hvad daværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) kaldte en historisk aftale.
  • Liberal Alliance og Alternativet er ikke en del af energiforliget.
  • Aftalen baner vejen for et endegyldigt farvel til brug af kul, gas og olie i 2050.
  • Første skridt er en massiv udbygning med vindkraft frem mod 2020, og i 2035 skal al el og varme komme fra grønne energikilder som sol, vind og biobrændsler.
  • Aftalen er bl.a. opførelsen af to havmølleparker, Horns Rev 3 og Kriegers Flak, på i alt 1.000 megawatt (MW).
  • Samtidig er målet at opføre 500 MW kystnære havmølleparker, hvilket i juli 2014 blev ændret til 350 MW og 50 MW forsøgsmøller.
  • Den nuværende energiaftale løber fra 2012 til 2020.

Af konkurrencemæssige hensyn vil han ikke løfte sløret for de præcise tal, men med afsæt i politikernes udgangspunkt for den igangværende PSO-diskussion, som er en fast pris for strøm fra kystnære havmøller på 0,70 kr. per kilowatt-time (kWh), lyder det:

»Vi er ganske sikre på, at vi kan levere en lavere pris end 0,70 kr. Ministeren vil få en glædelig overraskelse, hvis han giver os mulighed for at aflevere et bud,« siger Ole Bigum.

Hvis I ikke får den mulighed, vil I så tage milliarderne andre steder hen?

»Ja, det vil vi bestemt. Der er selvfølgelig andre muligheder,« lyder meldingen fra Ole Bigum, der hurtigt opremser, at Vattenfall også investerer i vindkraft i Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien.

»Men det er klart, at vi gerne vil udbytte vores position i Danmark,« siger landechefen.

Læs også