Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Biva er løs igen: Vil tredoble omsætning og åbne nye butikker

Kan Biva virkelig blive den største onlineforhandler af møbler i Skandinavien? Ekspert tvivler.

Jesper Jørgensen (tv) og Rune Furbo, adm. direktører i det nye Biva, har store planer for deres møbelkæde. Pr-foto: Biva

Den konkursramte møbelkæde Biva er genopstået fra de døde og har stadig store ambitioner både i Danmark og udlandet.

For to år siden købte Jesper Jørgensen og Rune Furbo rettighederne til Biva-brandet efter møbelkædens konkurs. Makkerparret lancerede et nyt Biva som netbutik og har siden føjet et møbelhus i Brøndby til.

Tirsdag åbner Biva så endnu en butik i Fredericia, og der er flere på vej, siger adm. direktør Jesper Jørgensen.

»Den tredje butik åbner til juli. Jeg kan ikke sige hvor, men vores plan er at være repræsenteret i Odense, Aalborg og Aarhus,« siger han.

Bivas fald og genrejsning
  • Biva blev grundlagt i 1982 af Henry Johansen i det centrale Odense. Den bærende idé var at sælge billige, usamlede møbler direkte fra lageret.
  • Siden voksede Biva sig til den største enkeltejede møbelkæde i Danmark og blev i 2006 købt af de to kapitalfonde Dania Capital og Odin Equity Partners.
  • I juni 2013 måtte møbelkæden begære sig konkurs efter længere tids krise. Nu er Biva-brandet ført videre i en ny form af de to tidligere butikschefer Jesper Jørgensen og Rune Furbo.
  • Det kastede sidste år et overskud på 140.000 før skat af sig. De to ejere har efterfølgende indskudt en halv million kroner i selskabet. Pengene er brugt på at få en it-platform på plads.
  • Biva sælger sine møbler online, men har også showrooms – indtil videre i Brøndby og Fredericia – hvor kunder kan se og bestille varer og få dem leveret hjem.

Biva er et velkendt navn i den brede befolkning og vel nok mest kendt for de udskældte tv-reklamer med frontfiguren Mille Hansen, der i sin røde sweatshirt peger ud på seeren og proklamerer, at: "Vi ses i Biva!"

Hun er datter af Bivas grundlægger, Henry Johansen.

Forliste vækstplaner, et fejlslagent opkøb af Tæppeland og en kæmpe gæld betød imidlertid, at Biva måtte begære sig konkurs i juni 2013. De to tidligere butikschefer Jesper Jørgensen og Rune Furbo erhvervede rettighederne til det støvede brand og har forsøgt at modernisere det.

Indtil videre med pæn succes, mener direktøren.

»Vi startede med nul kroner på kontoen og omsætter allerede nu for et tocifret millionbeløb – uden investorer i ryggen,« siger Jesper Jørgensen, der regner med at tredoble Bivas omsætning i år.

Cirka 300.000 danskere besøger hver måned Bivas hjemmeside. For snart halvandet år siden fastslog Jesper Jørgensen, at Biva skal være Skandinaviens største møbelforhandler på nettet inden for fem år.

Sandsynligheden for, at Biva i løbet af de kommende år vil indtage positionen som Skandinaviens største møbelhandler på nettet tillader jeg mig at tvivle på.

Bruno Christensen, detailekspert

Den ambition holder han fast i.

»Hvis vi kan fastholde samme vækststime, kan vi komme med i toppen. Min bedste fornemmelse er, at vi allerede er det herhjemme, hvis man kigger på nethandel,« siger Biva-direktøren og peger på to store svenske drenge – Furniturebox og Trademax – som det nok tager lidt længere tid at slå.

Jeres årsregnskab for 2015 viser en bruttofortjeneste på 1,3 mio. kr. og et resultat før skat på 140.000 kr. Så kan man vel godt tillade sig at kalde jeres målsætning for ambitiøs?

»Jeg er klar over, at resultatet isoleret set ikke er prangende. Men vi er en vækstvirksomhed uden store investeringer i ryggen. Vi skal have en vis volumen, før det for alvor batter. Og når vi har konsolideret os herhjemme, begynder vi at kigge mod udlandet,« siger Jesper Jørgensen.

Detailekspert Bruno Christensen mener, at der fortsat er plads i markedet til en butikskæde med det sortiment og prisniveau, som Biva står for.

Men kun hvis Biva tilbyder møbler af lav kvalitet til lave priser - og ikke bevæger sig for højt op i mellemklassesegmentet, der er domineret af Ilva og Idémøbler.

Han forholder sig dog skeptisk til Bivas vækstplaner.

»Det er dejligt med store ambitioner, men sandsynligheden for, at Biva i løbet af de kommende år vil indtage positionen som Skandinaviens største møbelhandler på nettet tillader jeg mig at tvivle på,« siger Bruno Christensen.

Læs også