Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Udenlandske firmaer står i kø for at købe Kähler

Kähler-ejer Frantz Longhi kalder interesse »overvældende,« men er ikke sikker på, om han vil sælge ud.

Kähler-ejer Frantz Longhi overvejer at finde en medejer af firmaet - men ikke for enhver pris.

En stribe store internationale virksomheder har hevet fat i Kähler, siden det kom frem, at det populære danske designfirma leder efter en partner, der kan sætte skub i en international ekspansion.

I starten af februar fortalte Kählers ejer, Frantz Longhi, til Finans, at han undersøger muligheden for at finde en medejer, som for alvor kan løfte designfirmaet ud over landets grænser.

Kähler kort fortalt
  • Kähler er en dansk keramikvirksomhed, der blev grundlagt i Næstved i 1839.
  • I mere end 100 år var firmaet i familien Kählers eje, men blev i 1975 overtaget af Næstved Kommune, der senere lod fabrikken gå videre til Holmegaard Glasværk.
  • Holmegaard blev efterfølgende købt af ejendomsspekulanten Steen Gude, der i 2008 gik ned med et brag. Frantz Longhi købte rettighederne til Kähler, som i dag er en del af hans koncern Danish Design Management.
  • Kähler oplyser ikke sin omsætning, men fik i det forskudte regnskabsår 2014/15 et overskud efter skat på 38 mio. kr.
  • Frantz Longhi ejer størstedelen af Kähler, mens adm. direktør Jesper Holst Schmidt har en mindre ejerandel.

Det sker efter flere år med voldsom vækst, der har sendt Kählers omsætning og indtjening i vejret og bragt virksomhedens produkter ud til lande over hele verden.

Interessen for at købe sig ind i Kähler har været »overvældende,« mener Frantz Longhi.

»Mere end 50 internationale firmaer og fonde har udtrykt interesse i at blive partner med os. Flere har nævnt, at de ser os som ”bordets Pandora”, når de skal vurdere vores vækstpotentiale internationalt – og det kan ikke undgå at smigre os lidt,« siger Frantz Longhi.

Den arkitektuddannede aarhusianer har på otte år forvandlet Kähler fra en sørgelig ruin til en dansk designsucces med internationale ambitioner.

Blå bog: Frantz Longhi
  • Victor Frantz Longhi er født i 1953 og blev uddannet fra Arkitektskolen Aarhus i 1980.
  • Siden midten af 1980’erne har han ejet og drevet sin egen koncern under navnet Danish Management Group.
  • Foruden Kähler rummer koncernen også konsulentvirksomhed samt et ejendomsselskab.
  • Privat har Frantz Longhi siden 1983 boet i Aarhus-forstaden Højbjerg.

Planen er at åbne endnu en flagskibsbutik i udlandet inden årets udgang, siger Frantz Longhi, der netop overtog Kähler for igen at gøre det berømt ude i den store verden.

»I gamle dage blev Kähler købt af konger og kejsere i mange europæiske lande, og det står på mange af verdens vigtigste museer. Det er en vigtig dansk arv at løfte. Derfor tager vi den nødvendige tid til at overveje en mulig partner,« siger Frantz Longhi, der forventer, at de overvejelser er færdige til efteråret.

Kählers redningsmand vil ikke lukke en medejer ind for enhver pris - og han vil fortsat være en del af ejerkredsen.

»Der er en 50/50-chance for, at vi arbejder videre i eget regi. Vi har en fantastisk dygtig ledergruppe og medarbejderstab - plus de økonomiske ressourcer til at lede den internationale ekspansion selv,« understreger Frantz Longhi.

Over for Finans har flere kilder peget på, at de mest oplagte købere til Kähler er en industriel spiller som Fiskars, der for nogle år siden opslugte Royal Copenhagen, eller en kapitalfond med mod på at udbrede Kähler efter samme opskrift som eksempelvis smykkefirmaet Pandora.

Frantz Longhi vil ikke afsløre navnene på de aktører, der har kontaktet Kähler.

Læs også