Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Rambøll hapser 40 arkitekter

Ingeniørgiganten Rambøll køber den aarhusianske arkitektvirksomhed Sahl Arkitekter og tager dermed et stort skridt ind på et marked, der traditionelt var tegnestuernes.

Rambøll og Sahl Arkitekter, som nu bliver til en enhed, har tidligere arbejdet sammen på projekter - bl.a. på  bolig- og erhvervsbyggeriet Z-huset i Aarhus. Illustration: Sahl Arkitekter

Ingeniørkoncernen Rambøll køber den 40 mand store tegnestue Sahl Arkitekter. Målet er at kunne sælge en samlet rådgiverpakke til kunderne, som både rummer arkitekttegninger og de tekniske ingeniørydelser.

»Mange opfatter Rambøll som en ingeniørvirksomhed, men vi er meget andet. Opkøbet skal være med til at udvikle vores brand,« siger Ib Enevoldsen, adm. direktør i Rambøll Danmark.

Opkøbet
  • Sahl Arkitekter beholder ikke sit navn og kommer til at høre under Rambøll.
  • Sahl Arkitekter bliver en del af Rambøll 1. juni, og 1. september rykker medarbejderne til Rambølls kontor i Aarhus.
  • De syv partnere, der ejer Sahl Arkitekter, bliver også en del af Rambøll, og Morten Thomassen bliver afdelingsleder.
  • Selv om Rambøll har købt Sahl Arkitekter, vil Rambøll fortsat samarbejde med andre arkitektvirksomheder, ligesom arkitektvirksomheden har fået håndslag på, at den gerne må samarbejde med andre ingeniørvirksomheder.
  • Sahl Arkitekter håber, at den videndeling, der kan opstå ved at være en del af Rambøll, vil give nye muligheder og markeder for virksomheden.

»Vi vil gerne levere den integrerede ydelse, hvor vi leverer både arkitekt- og ingeniørydelser sammen. Vi kan skabe en bedre ydelse ved at arbejde sammen, og vi kan arbejde med en højere produktivitet. Vi skal ikke være et holdingselskab, der ejer en masse arkitektfirmaer. Vi vil levere ydelserne sammen,« uddyber han.

Sahl Arkitekter er ikke den første arkitektvirksomhed, Rambøll køber. I 2013 stod den på opkøb af Witraz Architects, og året efter spiste Rambøll tegnestuen GBL. Ib Enevoldsen svarer måske til spørgsmålet om, hvorvidt Rambøll er på udkig efter flere arkitektvirksomheder:

»Vi vil udvikle os inden for arkitektområdet, men hvorvidt det skal ske ved at vokse organisk eller kigge efter flere opkøbsemner, er ikke besluttet endnu.«

Da Rambøll henvendte sig til Sahl Arkitekter med opkøbstilbuddet, var tegnestuen allerede i gang med at overveje fusionsplaner.

»Som en mellemstor tegnestue ville vi i løbet af få år blive tvunget til enten at foretage opkøb eller fusionere med nogen. Det er nødvendigt for at blive ved med at være attraktiv i markedet. Vi skal levere flere og flere ydelser, som kræver specialistviden, og vi har ikke haft kadencen til at have de forskellige medarbejdertyper i huset, så vi har måttet købe det i stedet,« siger Morten Thomassen, partner i Sahl Arkitekter.

De to virksomheder
  • Sahl Arkitekter oplyser ikke omsætning, men havde i det skæve regnskabsår 2014/15 en bruttofortjeneste på 26,3 mio. kr. og et resultat før skat på 3,3 mio. kr.
  • Rambøll-koncernen omsatte i 2015 for 10,6 mia. kr. og havde et årsresultat før skat på 222,6 mio. kr. Koncernen beskæftiger over 13.000 ansatte.

Arkitektvirksomheden ser et stort vækstscenarie for sig ved at blive en del af Rambøll.

»Hvis man vil vækste, er de integrerede løsninger, hvor arkitekter og ingeniører går sammen, vigtige, fordi det er noget kunderne efterspørger mere og mere,« siger Morten Thomassen.

Læs også