Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Grænsehandlen falder markant

Den traditionelle grænsehandel, som toppede i 2005, er nu kraftigt på retur.

Lysten eller incitamentet til at køre over grænsen efter bililge øl og sodavand er markant faldende. Arkivfoto: Janus Engel

Danskernes jagt på billige øl og sodavand foregår i stigende omfang i fædrelandet og ikke i udlandet. I 2015 udgjorde grænsehandlen for første gang under 1 pct. af det samlede privatforbrug.

Den traditionelle grænsehandel er nemlig på retur. Den toppede i 2005, men er siden faldet med næsten 50 pct. til nu 8,7 mia. kr., viser en ny rapport fra Skatteministeriet. Rapporten, der præsenteres for Folketinget onsdag, viser, at grænsehandlen alene de seneste to år er faldet med 3 mia. kr.

Sådan er det gået med afgifterne
  • Siden 2009 er afgiften på vin steget med 89 pct. og afgiften på slik og chokolade med 83 pct. Senest steg afgiften på de tre varegrupper med 5,5 pct. i 2015. Planen er, at den skal stige med 5,5 pct. igen i 2018.
  • Herhjemme er afgiften på slik og chokolade 25,97 kr. pr. kilo. Dertil kommer moms. I f.eks. Tyskland og Sverige er der ingen afgifter, og momsen er på hhv. 7 pct. og 12 pct.
  • Ølafgiften blev sænket med 15 pct. i 2013, men den er stadig 10 pct. højere end i 2009. Sodavandsafgiften blev afskaffet i 2014.
Kilde: Dansk Erhverv

Udviklingen tog fart efter vedtagelsen af den såkaldte Vækstplan i 2013, der bl.a. betød sænkning af en række afgifter på bl.a. øl og sodavand.

»Dengang insisterede vi på at gøre grænsehandel til et kernepunkt i forhandlingerne, og det glæder mig, at vi nu kan se resultatet af de politiske prioriteringer. Jo mere handel, vi kan holde herhjemme, desto flere arbejdspladser kan vi opretholde,« siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Der er ikke finansiering her og nu til yderligere afgiftsnedsættelser, men ambitionen er fortsat at forenkle den vidt forgrenede afgiftsstruktur i Danmark.

Regeringen har nedsat et såkaldt saneringsudvalg, der skal kortlægge, om der er grundlag for yderligere ændringer af punktafgifterne. Formålet er at vurdere, om de enkelte afgifter står mål med de administrative byrder, som afgifterne pålægger erhvervslivet.

»Vi vil gerne have ryddet op i det virvar af afgifter, vi har. Det giver jo ingen mening at opkræve en afgift på for eksempel peanuts, hvis det er meget besværligt og dyrt at opkræve den. Det skal der ryddes op i,« fastslår ministeren.

Det er primært handlen med alkohol, sodavand og cigaretter, der falder. Det skyldes dels afgiftssænkninger, men også prisfald på disse varer - specielt øl - i grænsebutikkerne. Til gengæld er grænsehandlen med chokoladevarer steget. Også grænsehandlen med vin ligger relativt konstant.

Det dokumenterer ifølge chefkonsulent i Dansk Erhverv Marie Louise Thorstensen behovet for yderligere afgiftssænkninger.

»Noget af sodavandssalget er vendt tilbage til Danmark, efter at sodavandsafgiften blev afskaffet i 2014. Det viser, at det har en positiv effekt, når man sænker afgifter. Vi mener fortsat, at afgifterne skal længere ned. Især vin, slik og chokolade har fået massive afgiftsforhøjelser, senest i 2015, og i 2018 skal de stige igen. Det vil vi have stoppet.«

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

BRANCHENYT
Læs også