Serier

Amerikanske dommere omstøder: Danske virksomheder mister milliardkontrakt på Thule-basen

Den omstridte milliardkontrakt tilhører det amerikanske skuffeselskab Exelis, viser ny og opsigtsvækkende dom fra USA.

Balladen om Thule-udbuddet
I strid med ånden i en aftale mellem USA, Grønland og Danmark om drift og vedligeholdelse af Thule-basen er kontrakten ikke givet til et grønlandsk eller dansk firma, men til skuffeselskabet Exelis Service A/S, der er et dansk datterselskab af en amerikansk virksomhed. Men nu har amerikanske domstol afgjort, at Exelis udbudsretlig er de retmæssige vindere. Foto: AP

Den omstridte milliardkontrakt på Thule-basen tilhører det amerikanske skuffeselskab, Exelis Services A/S.

Det har tre dommere i en amerikansk appeldomstol besluttet natten til fredag dansk tid. Dommen er endnu ikke offentlig tilgængelig, men uafhængige kilder bekræfter over for Finans, at dommerne enstemmigt har stemt til fordel for Exelis Services.

Dermed er den højspændte politiske sag tilbage til start efter måneder i det amerikanske retssystem, og slagsmålet om kontrakten til 2,5 mia. kr. er rent juridisk tabt for de tre danske konsortier Per Aarsleff, Copenhagen Arctic samt Greenland Contractors, der er delvist ejet af det grønlandske selvstyre.

De tre konsortier har anlagt sager i USA efter, at det amerikanske flyvevåben i oktober 2014 tildelte kontrakten til Exelis Services A/S, der reelt er 100 pct. ejet af det amerikanske Vectrus.

Det førte til et omfattende juridisk og politisk slagsmål mellem USA og Danmark/Grønland, fordi en gammel forsvarsaftale siger, at kun dansk/grønlandske virksomheder kan få kontrakten. De tre vant i den første amerikanske retsinstans, men den kendelse er nu blev underkendt af appeldomstolen.

Ifølge Finans' oplysninger har dommerne kun taget stilling til amerikansk udbudsret, ikke den bilaterale forsvarsaftale. Dermed lægger dommerne sig i forlængelse af den amerikanske rigsrevision, der kom frem til samme konklusion i februar 2015 og også kun vurderede selve udbudet.

Det vil derfor nu være op til det amerikanske flyvevåben at beslutte, om man nu vil tildele kontrakten til Exelis, beholde Greenland Contractors, der lige nu har en midlertidig kontakt på basen, eller sende kontrakten ud i et helt nyt udbud.

Dommerne behandlede sagen tilbage i marts, og allerede ud fra dommernes reaktioner stod det klart, at de tre danske konsortier ikke kunne vide sig sikre på, at dommen ville blive stadfæstet.

Flere gange noterede dommerne, at sagen drejer sig om ordlyden i selve udbudsmaterialet - ikke de internationale aftaler, sådan som blandt andet Udenrigsministeriet mener.

»Måske de to stater (Danmark og USA, red.) havde intentioner om, at kontrakten ikke måtte gå til udenlandske datterselskaber. Det må regeringerne så klare. De kan aflyse kontrakterne og genudbyde kontrakten. Det, vi taler om her, er udbuddet,« sagde den ene dommer under høringen.

Læs også
Top job