Gammel Erhverv

Bestseller-rigmand scorer milliarder på hemmelige forretninger i Schweiz

Schweizisk selskab tjente mere til milliardæren Anders Holch Povlsen, end hele hans kendte Bestseller-koncern.

BESTSELLER A/S

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Den sky tøjmilliardær Anders Holch Povlsen tjener styrtende på hemmelige forretninger i Schweiz.

Det viser en gennemgang af Bestseller-rigmandens omfattende net af selskaber, der indeholder enorme værdier i bl.a. ejendomme, detailhandel, mode og tekstil.

Mange af selskabernes regnskaber indeholder sparsomme oplysninger, og det omfattende forretningsimperium er bygget op omkring selskaber navngivet med datoer.

Såvel Bestseller som Anders Holch Povlsen har afvist at svare på spørgsmål, herunder hvordan Bestseller United (Schweiz AG) tjener sine penge.

Sidste år tjente selskabet, der ligger helt uden for den kendte struktur i den danske modekoncern, 1,2 mia. kr.

Til sammenligning havde Bestseller-koncernen her i landet et overskud på 563 mio. kr.

Selskabet i Schweiz havde indtil juni 2016 c/o-adresse hos advokatfirmaet Klauser & Partner i Schaffhausen. Advokatfirmaet har bl.a. specialiseret sig i skatteret, og ifølge lektor i skatteret på Aalborg Universitet Thomas Rønfeldt kan en mulig forklaring være, at virksomheden har flyttet licenser og rettigheder til Schweiz.

På den måde dirigeres en del af indtægterne til det skattegunstige land, hvor selskabsskatten kan komme helt ned omkring 10 pct.

»Det er der masser af virksomheder, som gør, og det er helt legitimt, hvis de er flyttet ud på det rigtige tidspunkt og til de rigtige værdier,« siger Thomas Rønfeldt.

Det er dog velkendt, at en stor del af Bestseller-forretningen, særligt i Kina, kører helt separat fra det "officielle" Bestseller. Den del har ifølge tidligere udtalelser været ejet af Anders Holch Povlsens far, Troels Holch Povlsen, sammen med to andre danskere, men Bestseller har ikke ønsket at svare på, om det stadig er tilfældet.

I juni flyttede Bestseller United (Schweiz) AG adresse til Park Treuhand ligeledes i Schaffhausen. Firmaet har specialiseret sig i bogholderi og administration.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra både dette og advokatfirmaet.

Hverken Anders Holch Povlsen eller den øvrige ledelse i Bestseller vil lade sig interviewe. Finans har kontaktet over 100 kilder i forbindelse med udarbejdelsen af en række artikler om Bestseller, herunder nuværende og tidligere medarbejdere. Meget få vil udtale sig til citat. Finans har desuden sendt artiklerne til Anders Holch Povlsen på forhånd for at give ham endnu en mulighed for at kommentere oplysningerne, men han har ikke reageret.

.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også