Erhverv
0

Dynekøbmandens nye møbelfabrik spurter frem på eksportmarkederne

Brancheanalyse: Jysk-ejeren Lars Larsen præger store dele af den danske møbelbranche. Hos producenten Actona i Holstebro, som er hans seneste investering, meldes om vækst og især øget salg til udlandet.

Møbelkoncernen Actona Company har hovedsæde i Holstebro samt egne fabrikker i Kina og Ukraine. Foto: Benjamin Nørskov.

Med dynekøbmand Lars Larsen som ny ejer skal en af Danmarks allerstørste møbelproducenter endnu længere ud i verden. Målet er, at den nuværende eksportandel på 80 pct. øges endnu mere.

Actona Company, der har hovedsæde i Holstebro, blev i januar overtaget af Lars Larsen Group. Virksomheden er dermed nu med i rækken af dynekøbmandens investeringer som drives sideløbende med hans store Jysk-koncern, der har ca. 2.300 butikker i 43 lande. 

Selskabet
  • Actona Company blev etableret i 1981 i Holstebro og hed oprindelig Marmorhuset.
  • Har siden januar 2016 haft Lars Larsen Group som hovedaktionær.
  • Har 1.200 ansatte – heraf ca. 230 i det danske selskab.

Ifølge adm. direktør Torben Villadsen i Actona har den nye ejer også fået sig et selskab i topform. Tallene for 2015/16 er dog ikke afsluttet endnu. Men i det seneste offentliggjorte regnskab, 2014/15, leverede Actona rekorder og fik en vækst i omsætningen til 1,2 mia. kr. samt en væsentlig forbedring af resultatet før skat til 71 mio.

»Målet er at skabe en endnu sundere forretning, end vi havde i forvejen. Og når vi kan fortælle om tallene for indeværende år, vil det vise, at vi forsat udvikler forretningen,« siger adm. direktør Torben Villadsen, Actona. Han vil ikke uddybe tallene yderligere, før regnskabet er offentliggjort.

Dynekøbmand Lars Larsen har overtaget 90 pct. af ejerandelen i Actona, mens Torben Villadsen og den øvrige ledelse har 10 pct. Handlen kom i stand, efter at stifteren af Actona, Orla Dahl Jepsen, i 2014 døde, og familien ønskede at afhænde selskabet.

Med Actona som seneste opkøb præger dynekøbmanden også i høj grad listen over de 50 største aktører i møbelbranchen, hvor Jysk er en suverænt nummer et. Blandt dynekøbmandens andre selskaber er også bl.a. IDdesign – med kæderne Ilva og Idemøbler samt Scancom International, Bolia, Interstil og Sengespecialisten.

Handlen med Actona, som blev offentliggjort i april 2015, har da også været underlagt en længere undersøgelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der først traf en afgørelse i januar 2016. Styrelsen konkluderede, at handlen ikke hæmmer den effektive konkurrence på det danske marked betydeligt.

Tallene
Actona Company A/S - nøgletal 2014/15 (mio. kr.):
  • Omsætning: 1.245
  • Resultat før skat: 71
  • Årsresultat: 56
  • Egenkapital: 207

Hos Actona mener adm. direktør Torben Villadsen heller ikke, at afsætningen er blevet lettere for hans sælgere med den nye konstruktion.

»Vi har handlet med både Jysk, Ilva samt Idemøbler i mange år - og længe før, at denne handel kom op. Der skal fortsat hver eneste dag kæmpes hårdt om ordrerne. Det handler om pris samt kvalitet, og vi er en af mange leverandører. Så vi får intet forærende med den nye ejer i forhold til salg af møbler til Lars Larsens øvrige virksomheder,« siger Torben Villadsen.

Danmark er et vigtigt marked, men vi er trods alt kun 5,5 mio. indbyggere. Så vi skal ud i verden.

Torben Villadsen, adm. direktør, Actona Company.

Selvom Actona har en pæn afsætning på det danske marked, er målet fortsat at vokse på det udenlandske marked, hvor Actona i dag har salg til 90 lande. Senest har virksomheden bl.a. investeret i at opbygge salg i USA, Mellemøsten og Australien.

Målet er, at eksportandelen, som i fjor var på 80 pct., skal stige yderligere.

»Vi har også eksekveret på den ambition i det nye regnskab. Danmark er et vigtigt marked, men vi er trods alt kun 5,5 mio. indbyggere. Så vi skal ud i verden,« siger Torben Villadsen.

Actona leverer møbler og boligtilbehør til engroskunder og detailbutikker i 90 lande. Produktionen sker bl.a. på egne fabrikker i Kina og Ukraine, ligesom der anvendes en lang rækker underleverandører i primært Asien.

Dermed er Actona som andre danske eksportvirksomheder i eksempelvis møbel- og tøjindustrien også meget optaget af udviklingen i valutakurserne, hvor eksempelvis en høj dollarkurs præger prisen på indkøb, mens dyk i kurserne på afsætningsmarkederne kan påvirke salget. Aktuelt påvirker det for nogle virksomheder i høj grad, at salget i Norge rammes af en lav kronekurs der. Og denne sommer er kursen på britiske pund dykket markant i kraft af folkeafstemningen i juni om Storbritanniens forsatte EU-medlemskab.

»De seneste mange år har der været usikkerhed på mange fronter, og sådan er det bare. Vi kan lige så godt vænne os til, at vi ikke kommer ind i en situation igen, hvor man kan slå det hele på autopilot. Derfor er det vigtigt at fokusere på strategien om den sunde forretning,« siger Torben Villadsen. Han fortsætter:

»Det hænger også sammen med risikospredning i afsætningskanaler.  Så når pundet dykker med Brexit, må eksporten ikke ødelægges på de store linjer. Landeregnskabet hos os for England kommer nok til at se skidt ud, men vi ser en styrke i at være bredt ude og være internationale på mange forskellige markeder.«

Købmands-koncern
Ud over Jysk-koncernen, der omsætter for 22 mia. kr. og har butikker i 43 lande, består Lars Larsen Group af følgende selskaber som dynekøbmanden ejer:
  • IDdesign med Ilva og Ide-Møbler (møbelkæder).
  • Actona (møbelproducent)
  • Bolia.com (møbler).
  • Interstil (møbler).
  • Sengespecialisten (butikskæde).
  • Scancom (havemøbler).
  • Letz Sushi (restaurantkæde).
  • Himmerland Golf og Spa Resort (golf- og feriecenter).
  • By Design (amerikansk møbelkæde).
  • Backtee (golftøj).
  • Eovondo (virksomhed inden for reklamekoncepter).
  • Interior Direct (møbelleverandør til bl.a. hoteller).
  • Garia (golfbiler).
  • Ferdinand (hotel og restaurant i Aarhus).

Den nye hovedejer Lars Larsen har tidligere tilkendegivet, at hans ambition med Actona er, at selskabets omsætning kan fordobles over fem år. Men ellers har han også sagt, at selskabet skal klare sig selv og konkurrere på lige fod med alle andre.

»Vi kører i den nye ejerkonstruktion med en høj frihedsgrad og relativt autonomt. Vi har selvfølgelig adgang til det netværk og den viden, som ejeren har. Det giver da en sikkerhed og en styrke, som vi kan trække på. Men omvendt gør det ikke, at verden rent forretningsmæssigt ude på markederne er blevet lettere for os,« mener Torben Villadsen, der siden 1999 har været del af ledelsen i Actona.

BRANCHENYT
Læs også