Erhverv
0

Nyt våben i den danske butikskrig: Tjen penge på at købe ind for naboen

Discountkæden Rema 1000 vil forsøge at kapre nethandlen med fødevarer. Det skal ske med deleøkonomi, så forbrugerne skal bruge hinanden til at få pakket og bragt varer ud.

Adm. direktør for Rema 1000, Henrik Burkal (i midten), og Jesper Bove-Nielsen (th.) står i spidsen for den nye indkøbstjeneste Vigo. Foto: Benjamin Nørskov

De danske forbrugere skal tjene på at købe ind for hinanden – og samtidig holde liv i lokale butikker. Sådan lyder en ny offensiv i kampen om at vinde markedet for onlinehandel med dagligvarer.

Bag en ny digital indkøbstjeneste med navnet Vigo står den norskejede discountkæde Rema 1000 Danmark. Den vil gøre det muligt at handle digitalt og få varerne bragt til døren af privatpersoner. De får penge for at pakke og købe varerne i discountbutikken samt bringe dem ud.

Konceptet
  • Vigo er en ny deleøkonomisk løsning lanceret af discountkæden Rema 1000 Danmark.
  • Vil fra sidst i oktober gøre det muligt for privatpersoner at handle via smartphone og få indkøbsposerne leveret af andre privatpersoner, der har meldt sig som indkøbere.
  • Alle over 15 år med en smartphone og Mobilepay kan blive indkøber i Vigo.
  • Varer i Rema 100 bestilles via en app. Bestillingen bliver lagt ud til alle indkøbere i nærområdet, som kan vælge at handle og levere varerne til den ønskede adresse. Der er ingen leveringssikkerhed, da en bestilling kræver, at der er indkøbere, som vil hjælpe.
  • Indkøbere må højst bruge én time, fra de går ud af butikken, til de er fremme hos kunden.
  • Det koster 39 kr. at få leveret en indkøbspose med varerne, indkøberen får 34 kr.
  • Betaling sker via Mobilepay, hvor beløbet reserveres, når ordren lægges ind. Når varerne modtages, bliver pengene trukket.
  • Rema 1000 har indgået aftale om forsikring for at dække indkøbere ind, mens de handler varer for andre.
  • Ifølge Rema 1000 er indtægterne for Vigo-indkøberne med den aktulle lovgivning skattepligtige, og indkøbere skal selv registrere disse.

»Vi vil bringe deleøkonomi ind i dagligvarehandlen, så kunderne selv indbyrdes kan lave lokal internethandel i vores butikker. En sådan tjeneste er os bekendt ikke set før andre steder i verden. Her kan eksempelvis naboer hjælpe hinanden. Eller en travl børnefamilie kan få en studerende eller skoleelev til at købe ind for sig,« siger adm. direktør Henrik Burkal, Rema 1000 Danmark.

Det samlede nethandel er i hastig vækst, men det har hidtil knebet med at få høj fart i salget af fødevarer via den kanal. Især fordi det både her i landet og internationalt har knebet med at generere indtægter ved handelsformen, da især distribution og pakning af varer er kostbar.

Samtidig er der fortsat op mod 3.000 fysiske dagligvareforretninger her i landet - og dermed er Danmark blandt de lande i Europa, der har flest butikker målt på antal indbyggere.

Kæden
  • Discountkæden Rema 1000 er ejet af den norske, familieejede koncern Reitangruppen.
  • Har 279 butikker i Danmark, som drives af lokale franchisetagere.
  • Rema 1000 Danmark beskæftiger ca. 10.000 ansatte - hovedparten på deltid.

Ifølge branchefolk udgør onlinehandel - trods aktuel vækst - fortsat kun 1-2 pct. af dansk dagligvarehandel. Men flere aktører har dog skruet op de seneste måneder, hvor eksempelvis Nemlig.com har udvidet selskabets leveringsområder til flere dele af landet. Coop Danmark har som den første af de store dagligvareselskaber også ekspanderet med en landsdækkende netbutik.

Rema 1000 har gennem længere tid også overvejet kædens fremtid i onlinehandlen.

»Omkostningerne til at håndtere varer, der skal pakkes på centrallagre og distribueres ud i landet, er store i en branche, hvor marginalerne er små. Samtidig er vi et land med mange fysiske dagligvarebutikker,« mener Henrik Burkal.

Tallene
Nøgletal 2015 for Rema 1000 Danmark A/S (mio. kr.) :
  • Omsætning: 14.761
  • Detailomsætning: 11.402
  • Resultat primær drift: 328
  • Resultat før skat: 323
  • Årsresultat: 254
  • Egenkapital: 1.344

Målet for Rema 1000 er i første omgang at få mindst 10.000 indkøbere med i Vigo, som kobles op på kædens 279 discountbutikker. Det vil koste 39 kr. at få en pose varer bragt ud, og en indkøber kan sikre sig de 34 kr. Restbeløbet skal bruges til håndtering af betaling og forsikring. Samarbejdspartnere i projektet er bl.a. Danske Bank med Mobilepay samt Alm. Brand.

»Målet er ikke, at indkøbere skal kunne gøre det til en forretning som kendes fra Uber. Deleøkonomi er et spørgsmål om at udnytte ressourcer, som allerede er der - ligesom eksempelvis Gomore. For år tilbage var det mange steder udbredt, at naboer og andre hjalp hinanden ved at tage varer med hjem fra købmanden. Det sætter vi nu strøm til,« vurderer Jesper Bove-Nielsen, der er direktør for Rema’s Vigo-projekt. Han har arbejdet som ekspert inden for deleøkonomi gennem flere år.

BRANCHENYT
Læs også