Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

John Korsø Jensen forlader Mazanti-Andersen Korsø Jensen og går solo

John Korsø Jensen vil være selvstændig advokat og forlader det advokatfirma, han selv har lagt navn til.

John Korsø Jensen har været forsvarsadvokat i en række profilerede sager om økonomisk kriminalitet.  Foto: Joachim Adrian

Advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen mister en af sine mest markante skikkelser, når John Korsø Jensen forlader firmaet den 1. november.

Det har firmaet meddelt sine kunder og forretningsforbindelser på firmaets hjemmeside.

John Korsø Jensen oplyser til Finans, at han fremover vil drive selvstændigt advokatkontor i København, men han fastholder, at skilsmissen er helt og aldeles udramatisk.

Beslutningen blev truffet allerede i sommeren 2015, men han accepterede at forblive partner i firmaet i endnu et år.

»Baggrunden for denne beslutning var at jeg, efter at have været den som på stort set alle centrale områder havde sat væsentlige ”fingeraftryk” på firmaets politik og betydelige udvikling siden 1989, fandt, at nu måtte andre tage det fremtidige ansvar for den løbende drift og administration,« skriver han i en e-mail.

Han oplyser, at han ikke finder det foreneligt at blive i advokatfirmaet, når nye folk tager over, ligesom det flytning er nødvendig for at kunne fokusere på sine advokatopgaver.

Hans exit fra Mazanti-Korsø Jensen får i øvrige ingen betydning for hans klienter, som han tager med over i sit nye firma, og han bevarer en rolle som "senior consultant" i advokatfirmaet, der fortsætter under samme navn.

John Korsø Jensen har ofte optrådt i nogle af de mest profilerede sager i offentligheden. For eksempel var han forsvarsadvokat i skandalen om Nordisk Fjer, og han har siden forsvaret bl.a. Mogens Amdi Petersen og Jan Bonde Nielsen, lige som han behandlede konkursboet efter Klaus Riskær Pedersens Accumulator Invest.

I øjeblikket er han advokat for OW Bunkers tidligere topchef Jim Pedersen.

John Korsø Jensen blev partner i Mazanti-Andersen Korsø Jensen i 1989 og har blandt andet været medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets udvalg for selskabsret.

Siden 1980 har han desuden været fast kurator i Sø- og Handelsrettens skifteret.

BRANCHENYT
Læs også