Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Discountbølgen dør ud – den nye milliardforretning bliver lokal

Efter mange år med fokus på ensartede, industrielle, billige fødevarer, er der nu ved at opstå en modbølge. Salget af lokale fødevarer vokser hastigt i dansk detailhandel.

Lokale fødevarer er det nye store hit i dansk detailhandel. En ny købmandskæde har ligefrem de lokale varer som sit særkende. 
Foto: Peter L. Nielsen

Mens discountbølgen er ved at ebbe ud i dansk detailhandel, er en ny bølge begyndt at vokse i styrke. Detailkæderne fylder flere og flere hyldemeter med lokale fødevarer.

Coop Danmark er gået målrettet til værks og har i 2015 oprettet et selvstændigt forretningsområde under navnet Lokale Varer, som skal udvikles til en milliardforretning.

»Vi begynder fra et lavt udgangspunkt, men forventer at nå en omsætning på 50 mio. kr. i år. Målet er, at salget af lokale varer skal vokse til 1,5 mia. kr. i løbet af 5 - 7 år. Vi har nu omkring 600 små leverandører og venter at komme op på 1.000 om nogle år,« fortæller Christian Christensen, chef for Lokale Varer hos Coop.

Coop Danmark
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta.
  • 1.200 butikker rundt om i Danmark.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. en række selvstædige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 40 mia.
  • Ejes af 1,6 mio. medlemmer – danske forbrugere.

Hos Føtex-kæden under Dansk Supermarked fortæller sortimentschef Tore Nederland, at »der er hastig vækst i vores lokale sortiment, og vi udbygger det løbende. Alle vores varehuse har i dag produkter fra kundernes egne lokalområder«.

Dansk Supermarked
  • Dansk Supermarked Group driver butikskæderne Netto, Bilka og Føtex samt to Salling-stormagainer.
  • Har over 1.400 butikker i fem lande. Heraf 88 Føtex- og 18 Bilka-varehuse her i landet samt ca. 1.330 Netto-butikker i Danmark, Sverige, Polen og Tyskland.
  • Koncernen omsætter for 57,4 mia. kr (2015).

En ny købmandskæde, der ligefrem er dedikeret lokale fødevarer, ekspanderer for fuld fart.

»Sidst på måneden åbner vi i Skanderborg vores tiende butik. Målet er at nå op på 50 butikker i Danmark inden udgangen af 2020, og i løbet af et par år vil vi formentlig også begynde at etablere butikker i udlandet,« fortæller Louise Dolmer, der er direktør i Landmad og stifter af selskabet.

Landmad-butikkerne er indrettet som gammeldags købmandsbutikker og bugner af fødevarer fra lokalområdets stalde, marker, haver og små fødevarevirksomheder. Til butikkerne hører caféer, hvor de lokale varer serveres.

Landmad åbnede den første testbutik i 2013 i Grenaa og er i løbet af 2015 samt 2016 begyndt at etablere butikker i resten af landet.

Analyseinstituttet Nielsen har for nylig offentliggjort en undersøgelse, som viser, at danskernes ønske om at købe lokalt er særlig udtalt på fødevareområdet.

»Over halvdelen af danskerne angiver, at de foretrækker deres friske fødevarer fra lokale leverandører. Det gælder især for produkter som mælk (65 pct.), grøntsager (60 pct.), kød (60 pct.) og frugt (56 pct.),« lyder konklusionen i undersøgelsen.

Direktør Jesper Bo Jensen, Center For Fremtidsforskning, vurderer, at den stigende interesse for lokale fødevarer udgør en forbrugerbølge, som kan holde i 15-20 år - hvis den vel at mærke håndteres rigtigt.

»Hvis man slår ensidigt på, at lokale varer skal redde klimaet og verden, så ebber det hurtigt ud. Hvis man derimod fokuserer på, at lokale varer har en særlig kvalitet og smag og tilmed rummer en god fortælling, så er det en tendens, som sagtens kan holde i mange år,« vurderer fremtidsforskeren.

BRANCHENYT
Læs også