Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Økologisk omlægningsbølge når rekordhøjder

Danske landmænd omlægger næste år 40.000 hektar til økologisk drift. Det er den største økologiske omlægningsbølge siden årtusindskiftet.

Langt flere økologiske køer vil de kommende år blive sluppet fri på danske marker. Erhvervet er på vej med en kæmpe omlægningsbølge.
Foto: Stine Bidstrup

Den økologiske omlægningsbølge når nye højder. De danske landmænd omlægger næste år et areal svarende til hele Langeland og Samsø til økologisk drift.

Der er tale om de største omlægningsbølge siden 1999, og i alt vil 1.128 landmænd næste år omlægge cirka 40.000 hektar til økologi. Det viser nye opgørelser fra Miljø- og Fødevareministeriet.

»Det er utrolig glædeligt at se, hvor mange landmænd, der nu ønsker at producere økologiske fødevarer. Dansk økologi er kendt for sin høje kvalitet, og der er stor efterspørgsel efter produkterne i både Danmark og på eksportmarkederne,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Efter et voldsomt omlægningsboom frem mod årtusindskiftet har det økologiske areal det seneste år været stabilt på omkring 180.000 hektar. I år og næste år vokser arealet imidlertid med henholdsvis 21.000 og 40.000 hektar - en samlet vækst på 34 pct.

Det vækker glæde i fødevareindustrien og detailhandlen.

»Der har gennem længere tid været stor mangel på økologisk okse- og svinekød. Markedet er voldsomt overophedet og præget af ekstremt høje priser. Manglen på råvarer har tvunget os til afvise kunder. Derfor er det særdeles glædeligt, at et stigende antal landmænd omlægger til økologi. Nogle af dem begynder at levere til os næste år,« fortæller Henrik Biilmann, adm. direktør for selskabet Friland, som er Europas største leverandør af økologisk kød.

Hos Økologisk Landsforening glæder man sig over omlægningsbølgen.

»Der er mangel på en lang række økologiske fødevarer. Allerede nu kan vi se, at der vil være behov for at få omlagt yderligere 40.000 hektar,« siger markedschef Henrik Hindborg. Han vurderer, at det totale salg af dansk økologi i år vokser 18 pct. til 13 mia. kr.

Coop er en af de detailkæder, der har satset massivt på økologisk vækst:

»Vi øger salget af økologi med 15 pct. i år. Der er i den grad brug for flere økologiske råvarer, så det er særdeles positivt at flere landmænd nu lægger om til økologi,« siger Jens Visholm koncerndirektør i Coop.

Arla Foods er allerede i dag verdens største leverandør af økologiske mejerivarer, men har ambition om langt mere vækst.

»Vores mål er at fordoble salget af økologiske varer fra det aktuelle niveau omkring 3,7 mia. kr. til 7,5 mia. kr. i 2020. For at indfri de vækstambitioner skal vi bruge mere økomælk. Derfor har vi rekrutteret yderligere omkring 200 mio. liter økologisk mælk, som vores andelshavere begynder at levere de kommende år,« fortæller koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen, Arla Foods.

BRANCHENYT
Læs også