Serier

Udenlandsk storinvestor på Strøget får klø i landsretten

Brillekæden Synoptik slipper for den helt store husleje-stigning, som den britiske udlejer havde krævet i jagten på en hurtig milliongevinst.

Priseksplosion på Strøget
Synoptik har en god placering på Købmagergade i København ved siden af Illum. Alligevel afviste Østre Landsret i fredags de huslejestigninger, som den britiske udlejer, havde krævet. Foto: Stine Bidstrup

Østre Landsret har spændt ben for en britisk kapitalfonds stort anlagte investeringsridt på handelsstrøget Købmagergade i København. En afgørelse fra landsretten betyder, at briterne næppe kan høste den store tocifrede milliongevinst på en enkelt ejendom, som de havde stillet investorerne i udsigt.

Finans har tidligere afdækket, at strøg-gaderne i København er blevet indtaget af udenlandske ejendomsspekulanter, hvoraf nogle er blevet beskyldt for at bruge strøg-butikkerne som kegler i et spil om at høste hurtige gevinster. En af dem er britiske Cubic Property Fund, som nu må konstatere, at Københavns dyreste gader ikke er så lukrativ en pengemaskine, som de havde ventet.

Serie: Priseksplosion på Strøget
  • Ejendomspriserne stiger i Danmarks største byer, hvor investorer i hobetal kaster sig over investeringsejendomme. Et sted er vildere end alle andre: Strøget i København.
  • I efteråret 2015 kulegravede Finans priseksplosionen på Strøget, hvor internationale butikskæder indtager vinduerne, mens ejendommenes ejere scorer tårnhøje salgsgevinster.
  • I en række artikler har Finans afdækket, hvordan især udenlandske investorer rykker ind og jagter store gevinster på landets mest populære handelsstrøg.

Landsretssagen handler om, hvor meget brillekæden Synoptik skal betale for at bo til leje i Købmagergade 22, som ejes af Cubic Property Fund. Det er nemlig afgørende for, hvor meget Cubic Property Fund kan tjene på at videresælge ejendommen.

Sagen viser, at der skal være substans bag kravet om huslejeforhøjelser. Man kan ikke bare få lejen hævet til det beløb, man ønsker sig.

Simon Langvardt Müller, advokat fra Clemens Advokatpartnerselskab

Otte måneder efter, at Cubic købte ejendommen for 140 mio. kr., krævede fonden, at Synoptiks husleje skulle hæves med 60 pct. Hvis det var lykkedes at få ejendommens samlede husleje op med 60 pct., ville hele ejendommens værdi nemlig stige med ca. 60 pct.

Men sidste år fastslog byretten, at huslejen kun måtte stige med 25 pct. Fonden ankede afgørelsen til landsretten, som fredag kom med en mundtlig tilkendegivelse, der stadfæstede byrettens afgørelse.

Synoptiks advokat, Simon Langvardt Müller fra Clemens Advokatpartnerselskab, glæder sig over afgørelsen.

»Sagen viser, at der skal være substans bag kravet om huslejeforhøjelser. Man kan ikke bare få lejen hævet til det beløb, man ønsker sig,« siger han.

Nu står Cubic i en situation, hvor huslejen kun må stige med 25 pct. Det er langt fra det, som fondens investorer blev stillet i udsigt, da Cubic i 2014 i en investorpræsentation berettede om en forventet huslejestigning på ca. 50 pct.

I landsretten oplyste Cubics danske advokat Dennis Hofmann, at der i øjeblikket er forhandlinger med en mulig kommende køber af ejendommen, hvor Synoptik bor til leje. Det har dog ikke været muligt at få en forklaring på, hvad landsretsdommen betyder for salgsplanerne og prissætningen. Briternes danske administrator Jesper Damborg fra Capital Investment svarer i en mail, at han først lige har hørt om sagen, som han efterfølgende vil forholde sig til.

(Oplysningerne i grafikken er senest opdateret i januar 2016)

Læs også