Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Søren Skou: Konsolideringen er ikke slut

Det kan godt være, at opkøbet af Hamburg Süd gør, at A.P. Møller-Mærsk holder en opkøbspause lidt endnu. Men der kommer til at ske mere i branchen, og hvad vil Mærsk egentlig på Stillehavet, hvor man ikke står specielt stærkt?

Efter at have været efterlyst i årevis kommer fusioner, opkøb og konkurser nu i et hæsblæsende tempo inden for containerfarten.

Med Maersk Lines opkøb af tyske Hamburg Süd fortsætter konsolideringen i en lind strøm, og det er slet ikke slut endnu, mener A.P. Møller-Mærsks adm. direktør Søren Skou.

»Det er vanskeligt at sige, om der kommer til at ske mere. Der er allerede sket meget, men jeg kan godt forestille mig, at der vil ske mere. Selv med vores opkøb af Hamburg Süd er det stadig et meget fragmenteret marked,« siger han og slår fast, at Mærsk lige nu og her ikke er parat til at bære yderligere vand til konsolideringsbølgen.

Hvordan konkurrenterne reagerer på Mærsks opkøb af det tyske rederi, der står særligt stærkt i Latinamerika, vil han heller ikke vove at svare på. Men han konstaterer, at hele industrien uanset hvor man kigger hen er et åbent sår af finansielle blødninger. Og det er det, der omsider har sat skub i udviklingen, så konkurrenter slår sig sammen.

Det har man set siden indgangen til 2015, hvor tyske Hapag-Lloyd overtog chilenske CSAV. Siden har nu af Mærsk opkøbte Hamburg Süd overtaget ligeledes chilenske CCNI, mens Kinas to store rederier Cosco og CSCL er blevet til et, Hapag-Lloyd har slået til igen med opkøbet af arabiske UASC, og franske CMA CGM har overtaget APL fra Singapore.

Samtidig er koreanske Hanjin gået konkurs i august, og Japans tre store rederier - K Line, MOL og NYK - også arbejder på en sammenlægning. Og nu kommer altså Maersk Lines køb af Hamburg Süd.

»Der er helt klart en konsolideringsbølge i gang, men det er ikke op til mig at spekulere i, hvad konkurrenterne gør, eller om flere går konkurs. Man kan bare se, når man kigger ud over branchens regnskaber, at rigtig mange taber penge,« siger Søren Skou.

Lars Jensen, shippingekspert og indehaver af analysevirksomheden Seaintelligence Consulting, mener, at man nu begynder at kunne tale om, at industrien er på rette vej. Han vurderer, at der godt kan ske et par ting mere i løbet af de næste måneder, men fra 1. april 2017 må man formode, at konsolideringen holder lidt hvile, når de nye alliancer i containerfarten kommer til at træde i kraft.

»Nu kommer vi ned på 10 globale rederier i løbet af 2017. Så begynder det at ligne noget. Men mit bud er stadig, at vi skal ned på 6-8 stykker, før der kan genskabes en sund industri. Det vil formentlig tage tre-fire år endnu,« anslår han.

For Mærsks vedkommende er han dog ikke overbevist om, at der ikke er mere på vej:

»Hvad sker der på Stillehavet? Her hjælper købet af Hamburg Süd dem ikke. Her kunne rederier som Zim og Hyundai komme på tale. Man behøver ikke opkøbe dem, man kunne også nøjes med samarbejde.«

BRANCHENYT
Læs også