Gammel Erhverv
BREAKING
0

Jysk familie giver kaffeklenodie videre til arvinger

En af tre søskende forlader ejerkredsen bag det familieejede kaffefirma BKI, hvor en ny generation står på spring.

Karl og Karen Mathiesen er en del af ejerfamilien bag kaffefirmaet BKI, som er på vej i arv til næste generation.
Foto: Benjamin Nørskov

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Den velkendte aarhusianske kaffevirksomhed BKI er på vej til at gå i arv til tredje generation af ejerfamilien Mathiesen.

Det fortæller familien i et stort interview med Finans, netop som en af de tre hidtidige aktionærer forlader ejerkredsen.

»Det er vigtigt for os at slå fast, at vi har et ønske om, at BKI skal fortsætte som et fuldstændigt familieejet firma,« siger medejer Karl Mathiesen.

BKI producerer kaffe i Aarhus-forstaden Højbjerg og havde sidste år en omsætning på 616 mio. kr., som også tæller salg af fødevarer såsom Lindt-chokolade og pasta fra De Cecco.

BKI kort fortalt
  • BKI blev stiftet som Brasil Kaffe Import, men hedder i dag BKI Foods, da virksomheden udover kaffe også forhandler andre fødevarer.
  • Firmaet har 160 medarbejdere og hører hjemme i Aarhus-forstaden Højbjerg.
  • Virksomheden ledes af adm. direktør Poul Zacho. Den er ejet af familien Mathiesen.

Virksomheden er stiftet som Brasil Kaffe Import af Svend og Ellen Mathiesen, som siden overlod firmaet til deres tre børn, Karl, Karen og Kirsten Mathiesen, der nu så småt nærmer sig pensionsalderen.

Karen Mathiesen, som er uden børn, forlader ejerkredsen ved at sælge sin tredjedel af aktierne til virksomheden selv i en handel, som parterne ikke vil oplyse prisen på.

Ifølge Frederik Aakard, der beskæftiger sig med virksomhedshandler hos firmaet Oaklins, ville et salg af hele virksomheden kunne indbringe familien op mod 500 mio. kr.

Karen Mathiesens exit efterlader kontrollen med familiefirmaet hos Karl og Kirsten Mathiesen, som hver især har lukket deres to børn ind i holdingselskaberne bag kaffeforretningen.

Karl Mathiesens børn, Søren og Dorthe Mathiesen, arbejder begge i virksomheden, mens Kirsten Mathiesens børn, Line og Marie Meldgaard, ifølge BKI er under uddannelse.

De fire arvinger er samtidig under oplæring som aktionærer og deltager allerede i dag som observatører i BKI-bestyrelsen, oplyser familien.

Vi har et ønske om, at BKI skal fortsætte som et fuldstændigt familieejet firma.

Karl Mathiesen, medejer af BKI

BKI ledes af den mangeårige adm. direktør Poul Zacho, som ikke er en del af familien. Om den nye generation skal spille en rolle i den daglige ledelse, er der ifølge familien endnu ikke taget stilling til.

»Det skal de selv beslutte. Det er ikke sundt, at man trækker noget ned over hovedet på dem,« siger Karen Mathiesen.

De fire arvinger i tredje generation af familien Mathiesen er blevet udstyret med B-aktier, mens Karl og Kirsten Mathiesen endnu sidder på de stemmetunge A-aktier i de respektive holdingselskaber.

BKI havde ved udgangen af 2015 en egenkapital på mere end en kvart milliard. Familien ejer desuden større aktieposter i andet end kaffe i regi af de tre søskendes holdingselskaber.

BRANCHENYT
Læs også