Serier

Kurator rejser krav på knap 1 mia. kr. mod Hesalight-kvartet

Den tidligere direktør i Hesalight, Lars Nørholt, og tre af selskabets bestyrelsesmedlemmer risikerer at blive gjort erstatningsansvarlige for kæmpetab. Kurator har varslet krav for knap 1 mia. kr.

Lampekomet i frit fald
Hesalight gik konkurs i november, og netop nu efterforsker bagmandspolitiet, og der foregik noget kriminelt i virksomheden, der havde lånt knap 600 af bl.a. Pensiondanmark og Pensam. Foto: Casper Holmenlund Christensen

Den tidligere ledelse i det skandaliserede og fallerede LED-firma, Hesalight, har fået en ubehagelig julegave.

I et brev dateret den 21. december 2016 har konkursboets kurator Henrik Selchau Poulsen fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle rejst et gigantisk erstatningskrav, der ifølge Finans' kilder løber op i knap 1 mia. kr.

Kravet er rejst in solidum mod Hesalights stifter og tidligere direktør, Lars Nørholt, samt de tre bestyrelsesmedlemmer Lars Jørgensen, Martin Kent Nielsen og Niels Mikkelsen, skriver Børsen.

Henrik Selchau Poulsen har ikke mange kommentarer, men siger dog:

»Jeg kan godt bekræfte, at der er rejst et helt foreløbigt krav.«

Både Lars Nørholt og Lars Jørgensen afviser over for Finans at kommentere kravet, mens Niels Mikkelsen henviser til, at han i Børsen er citeret for, at han kun har siddet i bestyrelsen i seks måneder og nu har overladt kravet til sine advokater.

Hesalight: Fra komet til konkurs
  • Hesalight fra Roskilde blev stiftet i 2009 og har siden realiseret en voldsom vækst med store overskud.
  • Det seneste halve år er succesen dog krakeleret, efter at Erhvervsstyrelsen pålagde virksomheden at ændre sine regnskaber.
  • Firmaet har lånt knap 600 mio. kr. i form af virksomhedsobligationer på baggrund af de gamle regnskaber.
  • Obligationsejerne krævede i september lånet tilbagebetalt. Da det ikke skete, blev Hesalight begæret konkurs.
  • Konkursbegæringen er blevet afvist til fordel for en rekonstruktion, men redningsforsøget blev opgivet fredag den 18. november 2016. Samme dag gennemførte bagmandspolitiet ransagninger og rejste flere sigtelser.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Martin Kent Nielsen.

Erstatningskravet bygger primært på et obligationslån, som Hesalight har optaget hos bl.a. pensionskasserne Pensam og Pensiondanmark. Det løber op i 750 mio. kr. inklusiv renter. Dertil kommer yderligere krav på cirka en kvart mia. kr., erfarer Finans. 

Det hører dog med til historien, at kravet er - som Henrik Selchau Poulsen formulerer det - helt foreløbigt, hvilket ifølge Finans' kilder hænger sammen med, at den tidligere ledelse havde tegnet en ansvarsforsikring med en forholdsvis kort anmeldelsesfrist.

Var kravet kommet senere, risikerede kurator med andre ord, at forsikringsselskabet kunne afvise at dække kreditorernes tab alene med henvisning til, at fristen ikke var overholdt.

Derfor kan kravet sagtens blive justeret senere i takt med, at kurator kommer længere ned i konkursboets bogføring og får svar på sine spørgsmål fra den tidligere ledelse.

Hesalight gik konkurs i november, og samtidig blev virksomheden ransaget af bagmandspolitiet, der også rejste flere sigtelser. Den sag er endnu under efterforskning.

Læs også